Barbershoppen i Georgia med speciale i sort, krøllet mandehår ligger lige der, hvor USA’s borgerrettighedsbevægelse blev undfanget. Og der, hvor bevægelsen fortsætter.
I Martin Luther Kings legendariske Ebenezer Church prædiker i dag en anden sort præst, der ligesom King blander sin præstegerning med ønsket om politisk forandring og mere lighed mellem sorte og hvide i Amerika.
Præsten, der vil gå i Kings fodspor, er den afroamerikanske førstegangspolitiker Raphael Warnock. En demokrat, der om få dage kan blive Georgias første sorte senator i statens vigtige omvalg til Senatet 5. januar.
51-årige Raphael Warnock, der er opvokset i et socialt boligbyggeri i Savannah, er oppe imod den siddende republikanske senator, Kelly Loeffler – en 50-årig forretningskvinde, Georgias første kvinde i stillingen, en milliardær, der samtidig er kongressens rigeste medlem og har præsident Trumps opbakning.
