Hvis den danske regering skulle hente de børn hjem, der sidder i fangelejre i det nordøstlige Syrien, er det danske beredskab rustet til at klare opgaven.
Sådan lyder det fra to terrorforskere, efter at udenrigs- og justitsministeren igen er kaldt i samråd af støttepartiet Enhedslisten. Her skal justitsminister Nick Hækkerup forholde sig til Politiets Efterretningstjenestes seneste trusselsvurdering fra marts 2020, hvoraf det fremgår, at PET ikke finder det sandsynligt, at danske børn, grundet deres lave alder, udgør en akut sikkerhedstrussel. Til gengæld risikerer de at blive indoktrineret, jo længere de bliver der.


























