Marokkansk mand fik livsvarigt fængsel for afværget angreb i højhastighedstog, hvor han blev overmandet.

Militant islamist idømt livsvarigt fængsel for togangreb

Den dømte, Ayoub El Khazzani, ses til venstre. Foto: Benoit Peyrucq/Ritzau Scanpix
Den dømte, Ayoub El Khazzani, ses til venstre. Foto: Benoit Peyrucq/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En fransk domstol idømte torsdag en marokkansk mand livsvarigt fængsel for i 2015 at have åbnet ild i et højhastighedstog, hvor han dog hurtigt blev overmandet af flere passagerer.

Den dømte, Ayoub El Khazzani, tilsluttede sig den militante bevægelse Islamisk Stat i maj 2015. Han er blandt andet dømt ’forsøg på terrordrab’.

Han blev overmandet af tre amerikanere, inden han kunne nå at dræbe nogen i toget.

Han var svært bevæbnet, da han indledte sit angreb netop som Thalys-toget havde krydset grænsen til Frankrig fra Belgien.

Ayoub El Khazzani nåede at affyre et enkelt skud, inden en af togets passagerer forsøgte at stoppe ham. Toget var på var på vej mod Paris.

Hurtigt derefter blev marokkaneren overmandet af tre amerikanere. To af dem var soldater, der ikke var i aktiv tjeneste.

Domstolen fandt, at det planlagte angreb ville være blevet rettet mod alle personer i toget, og at det ville have været ’særligt dødeligt’, hvis det ikke havde været for en kombination af særlige omstændigheder - blandt andet fejl ved ammunitionen og ’usædvanligt mod hos passagererne’.

Der var omkring 150 passagerer i den togvogn, som han angreb.

Clint Eastwood, den amerikanske skuespiller og instruktør, har lavet en film om angrebet i højhastighedstoget med titlen ’Toget 15.17 til Paris’.

Dagen før blev 13 dømt for Charlie Hebdo-angreb

Dommen faldt dagen efter, at en domstol i Paris afsagde dom over 13 personer, som havde hjulpet jihadister, som udførte en massakre på ugemagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris i januar 2015.

Mændene, som udførte massakrerne blev dræbt af politiet, men deres hjælpere og medsammensvorne har været stillet for retten. De blev onsdag dømt ved separate retssager. Det afværgede togangreb fandt sted få måneder efter et angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.

Senere på året blev 130 mennesker dræbt under et angreb på spillestedet Bataclan i den franske hovedstad.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her