En fransk domstol har onsdag kendt 14 tiltalte skyldige i anklager om at have hjulpet de islamister, der i januar 2015 gennemførte et angreb mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris.
Blandt de dømte er en 32-årig kvinde, Hayat Boumeddiene, som var partner til en af gerningsmændene, Amedy Coulibaly.
Hun idømmes 30 års fængsel for at finansiere terror og være en del af et terrornetværk.
Coulibaly dræbte en politibetjent og fire gidsler i et jødisk supermarked i Paris i dagene efter angrebene mod Charlie Hebdo. Han blev selv dræbt af fransk politi.
Han var ven med de to brødre, der stod bag angrebet mod Charlie Hebdo.
Boumeddiene var ikke til stede i retssalen i Paris onsdag.
Ifølge fransk politi er hun rejst til Syrien og har sluttet sig til Islamisk Stat. Hun menes at være i live, og politiet har udsendt en international arrestordre på hende.
To andre blev også dømt i deres fravær.
En anden tiltalt, Ali Riza Polat, fik ligeledes 30 års fængsel for at være medskyldig i angrebet, skriver avisen Le Monde.
De 14 tiltalte var anklaget for blandt andet at have ydet logistisk hjælp og skaffet våben til gerningsmændene i forbindelse med angrebet.
Halvdelen af dem blev dog ikke kendt skyldige i terroranklager, men i mindre alvorlige lovovertrædelser, der blev straffet med mellem tre og otte års fængsel.
Fire fik henholdsvis 20, 18, 13 og 10 års fængsel.
12 personer blev dræbt i angrebet
Den 7. januar 2015 angreb jihadister satiremagasinet Charlie Hebdos redaktion i Paris og dræbte 12 personer. Det skete, efter at magasinet havde publiceret tegninger af profeten Muhammed.
Angrebet blev udført af de to brødre Said og Chérif Kouachi.
Dagen efter dræbte Amedy Coulibaly en kvindelig betjent på gaden i Paris.
Den 9. januar 2015 blev også fire gidsler i et jødisk supermarked dræbt af Coulibaly.
Alle gerningsmændene bag angrebene blev dræbt af fransk politi.
Der skulle efter planen være faldet dom i sagen fredag 13. november. Men det blev udskudt, efter at flere af de tiltalte blev testet positive for coronavirus.
ritzau
fortsæt med at læse


























