Da Miriam Rodriguez’ 20-årige datter, Karen, blev kidnappet af et mexicansk narkokartel, gjorde hun, hvad enhver forælder ville gøre: Hun betalte løsesummen. Da kartellet stadig ikke løslod Karen, men forlangte flere penge, optog hun et lån i sin lille skobutik og betalte igen. Og igen. Og igen.
Indtil den dag, kartellet holdt op med at ringe med sine trusler, løgne og tomme løfter. Da indså Miriam Rodriguez, at hun aldrig ville få sin datter at se igen. Samme dag svor hun, at hendes liv nu var viet til at søge retfærdighed. Politiet var ikke meget bevendt, så ene kvinde indledte hun en målrettet jagt, der skulle føre hende vidt omkring i Mexico de næste tre år. Hun fuldførte næsten sin mission.




























