Krigen er slut, men på de første huse i Tal Marouf kan man stadig se den. Der er skudhuller i betonen, en del huse er slået i stykker og står forladte tilbage uden indhold og mening. Og så er der moskeen, en af de bygninger, som næsten altid får lov at overleve krigen, men ikke her.
Omgivet af en forfalden kirkegård med mørnede hovedsten er den gamle helligdom en forvirrende blanding af kunsthåndværk og total destruktion.
Knivskarpe mønstre på væggene brydes af gabende ar af ødelæggelse. Mest grotesk er den slanke minaret, der ikke længere peger mod himmelen, men læner sig ind over ruinen, som den engang vogtede over.
Her er helt stille, indtil en ivrig drengestemme råber noget på arabisk og får et svar. De griner, og en bold bliver sparket. Lyden passer ikke til stedet her, men drengen og moskeen har en ting til fælles.
