Nye regler
22. juli 2016. Regeringspartiet Lov og Retfærdighed, der var kommet til magten i 2015, vedtog en ny lov for Polens forfatningstribunal, der dømmer i sager om den polske forfatning. Den er blevet justeret efterfølgende. EU-Kommissionen kritiserede dengang loven for at gøre domstolens arbejde ineffektivt og »underminere dens uafhængighed ved at udøve overdrevet lovgivningsmæssig kontrol og regeringskontrol over dens funktion«.
Abortlov strammes
22. oktober 2020. Forfatningsdomstolen indskrænkede polske kvinders ret til abort til kun at gælde i tilfælde, hvor der er fare for kvindes liv, eller der er foregået en forbrydelse som voldtægt. Et flertal af dommerne definerede beskyttelsen af liv til at gælde helt fra undfangelsen. En internationalt vidtgående tolkning, der nedgraderer hensynet til kvinders helbred og rettigheder. To dommere kritiserede flertallet for at skabe en ny type kriminalitet i strid med forfatningen og lade sig bruge politisk til at ændre lovgivningen i kontroversielle spørgsmål.




























