En forbrødring kan man ikke kalde det. Heller ikke et stort skridt på vejen mod at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Men mødet i Reykjavik mellem udenrigsministrene fra de otte medlemslande i Arktisk Råd kan godt betegnes som et første skridt mod en mere konstruktiv dialog mellem verdens to stærkeste militære magter, USA og Rusland.
Før ministermødet havde den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, et næsten to timer langt møde med sin russiske modpart, Sergej Lavrov. Begge kaldte mødet konstruktivt trods en kontant tone og de storpolitiske spændinger.




























