En virksomhed i Sverige er mistænkt for at have givet falske svar på coronatest. Det skriver Aftonbladet.

100.000 svenskere kan have fået falsk svar på coronatest

Foto: Aleksander Klug/Aleksander Klug
Foto: Aleksander Klug/Aleksander Klug
Lyt til artiklen

En testskandale kan være under opsejling i Sverige.

100.000 svenskere kan nemlig have fået falsk svar på pcr-test for corona.

Det skriver svenske Aftonbladet.

En privat virksomhed har tilbudt pcr-test og coronapas for omkring 1500 svenske kroner - lidt under 1100 danske kroner - stykket.

Testene er ifølge mediet blevet udført, men er aldrig blevet sendt til analyse på et laboratorie.

På trods af det skal kunderne have fået et negativt testsvar tilbage samt coronapas.

»Alle former for bedrageri er forkasteligt, men det værste er, når det handler om folks liv og helbred«, siger socialminister Lena Hallengren til avisen.

De hovedmistænkte er angiveligt fra en behandlingsvirksomhed, som hører hjemme i Stockholms-området.

»Frygten er, at personer, som har fået et falsk negativt svar, ikke har fået behandling i tide. Et andet aspekt er alle, som har rejst rundt i verden, og uvidende har været smittet«, siger en unavngiven kilde fra de svenske myndigheder til Aftonbladet.


Mistankerne mod hovedmanden at have fare for andre, bedrageri og skyld i øget smittespredning.

Han kan ifølge Aftonbladet have tjent over 100 millioner svenske kroner - over 72 millioner danske kroner på den mulige svindel.

Yderligere fem personer er mistænkt for medvirken i sagen, der lige nu efterforskes af politiet.

Flere hundrede tilfælde af falske pcr-test er blevet bekræftet af politiet ifølge Aftonbladets oplysninger.

Men vurderingen er altså, at det kan dreje sig om 100.000 mennesker, som har fået bevis på, at de har været raske - uanset om de har været smittede eller ej.

Baggrunden for efterforskningen skal være Ivos undersøgelse af virksomheden. Myndigheden fører tilsyn på sundhedsområdet i Sverige.

Ivo har ifølge Aftonbladet besluttet at lukke virksomheden.

Det er ikke lykkedes mediet at få en kommentar fra virksomheden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her