Et dansk Hercules-militærfly evakuerede over 80 personer lørdag aften fra lufthavnen i Kabul.

Dansk fly evakuerer over 80 personer fra Kabul - et andet er på vej til København

Flere lande evakuerer deres borgere og lokale afghanere fra Kabul. Her er det et australsk militærfly, der forbereder evakuering fra lufthavnen i Kabul i fredags.  Foto: Sgt Glen Mccarthy/Ritzau Scanpix
Flere lande evakuerer deres borgere og lokale afghanere fra Kabul. Her er det et australsk militærfly, der forbereder evakuering fra lufthavnen i Kabul i fredags. Foto: Sgt Glen Mccarthy/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Over 80 personer blev lørdag aften evakueret fra Kabul på et dansk militærfly.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) søndag på Twitter.

»Jeg kan bekræfte, at et dansk Hercules-fly i går aftes lettede fra Kabul. Denne gang med over 80 om bord. Flest fra de danske lister - men vi hjalp også andre europæiske lande«, siger Trine Bramsen i opslaget fra Forsvarsministeriet.

Samtidig er et SAS-fly søndag morgen på vej til Københavns Lufthavn fra Dubai, hvor det har mellemlandet efter starten fra Islamabad i Pakistan.

Det bekræftede Udenrigsministeriet tidligere søndag morgen, men hvor mange og hvem der er om bord, kan ministeriet ikke oplyse.

Det vides dermed heller ikke, om eller hvordan SAS-flyet og dets passagerer har tilknytning til evakueringen fra Kabul lørdag aften.

SAS-flyet står lige nu til at lande omkring 12 dansk tid i Københavns Lufthavn ifølge flyovervågningsværktøjet FlightRadar24.

Lørdag fortalte udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at 450 personer indtil videre var blevet evakueret fra Kabul med kurs mod Danmark.

Samtidig var der mellem 90 og 100 personer på danskerlisten i Afghanistan.

Danskerlisten er en liste, man kan tilmelde sig på Udenrigsministeriets hjemmeside. På listen er danske statsborgere eller personer med lovligt ophold i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her