Illegal indvandring til Storbritannien over Den Engelske Kanal tager til. Der er i år registreret over 12.500 migranter på smuglerruten. På et enkelt døgn reddede eller pågreb de britiske myndigheder 828 personer i over 30 forskellige mindre både, mens de franske myndigheder samme dag stoppede 10 både med 193 migranter. Det skete lørdag.
Dermed var der på et enkelt døgn blevet stoppet over 1.000 illegale migranter. Det anses for at være et ekstremt højt antal.
Storbritannien og Frankrig enedes i juli om strengere bevogtning af kysterne ud til Den Engelske Kanal og en intensiveret indsats for at få optrevlet de netværk, som organiserer menneskesmuglingerne. I London er parlamentet ved at udarbejde en ny lovpakke, Loven om Nationalitet og Grænser, som blandt andet indebærer, at migranter kan idømmes op til fire års fængsel.
Flere dødsfald
Den britiske indenrigsminister, Priti Patel, og hendes ministerium, har gentagne gange understreget, at smuglerruterne over kanalen vil blive blokeret. Men antallet af migranter er taget stadigt mere til.
Nødhjælpsgrupper siger, at stadigt hårdere metoder med bevogtning ikke kan stoppe den illegale trafik. En 27-årig mand fra Eritrea døde tidligere på måneden, efter at han og fire andre faldt over bord fra en båd, som var begyndt at synke i Dover Strædet. Hans 22-årige kæreste så ham falde i vandet, inden hun selv blev reddet. Det oplyser en fransk hjælpeorganisation for migranter til nyhedsbureauet PA. Hun fandt ud af, at hendes kæreste var død, da hun blev indlagt på et hospital i Dunkirk.
Andre i båden har oplyst, at en belgisk redningshelikopter reddede 10 personer op fra havet, men de blev sat tilbage på deres fartøj. Dog blev den 27-årige fløjet til et hospital, da han havde fået et hjerteanfald. Han døde i Calais.
Torsdag i sidste uge blev 592 migranter reddet eller pågrebet af de britiske myndigheder. Mindst 155 blev reddet eller pågrebet af den franske kystvagt.
ritzau
fortsæt med at læse




























