Siden 18. august har New Zealand været under en hård nedlukning. Onsdag åbner dele af landet.

Newzealændere glæder sig til frisørbesøg efter endt nedlukning

Normalt er trafikken tæt på motorvejene omkring Auckland, men New Zealands største by er stadig omfattet af nedlukning, og det vil den være lidt endnu, selv om resten af landet nu genåbner. Foto: David Rowland/Ritzau Scanpix
Normalt er trafikken tæt på motorvejene omkring Auckland, men New Zealands største by er stadig omfattet af nedlukning, og det vil den være lidt endnu, selv om resten af landet nu genåbner. Foto: David Rowland/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

New Zealand har onsdag ophævet coronarestriktioner for det meste af landet på nær i storbyen Auckland. Det sker efter et fald i antallet af daglige smittetilfælde.

For fjerde dag i træk har New Zealand opdaget i omegnen af 20 nye smittede, hvilket bringer det samlede antal smittede under det seneste udbrud op på 841. En hård nedlukning blev indført, få timer efter at et enkelt smittetilfælde med Delta-varianten blev registreret 18. august. Alle skoler blev lukket, og medarbejdere på ikke-essentielle arbejdspladser blev sendt hjem.

Disse ting bliver der igen åbnet for onsdag, hvor skoler og virksomheder genåbner for alle. Det bliver også muligt at gå til frisør eller drikke en øl på pubben. I en afstemning på det nationale medie NZ Herald svarer brugerne, at de glæder sig mest til at få klippet hår. Derefter at gå på café og i fitnesscenter.

Auckland vil stadig være lukket ned

Få restriktioner vil dog stadig gælde. Det er fortsat obligatorisk at bære mundbind indendørs, og forsamlinger skal begrænses til maksimalt 50 personer indendørs og 100 personer udendørs.

Storbyen Auckland vil stadig være under en hård nedlukning, der skal revurderes mandag. Det betyder, at byens en million borgere skal blive hjemme og kun må forlade hjemmet for at handle, gå til lægen eller motionere.

Auckland er epicentret for det seneste coronaudbrud i New Zealand. Nedlukningen er den første landsdækkende nedlukning siden marts 2020, hvor hele landet var lukket ned i seks uger. Det nye smittetilfælde i august var det første coronatilfælde i New Zealand siden februar.

Siden pandemiens begyndelse har New Zealand registreret omkring 3.400 smittetilfælde og 27 coronarelaterede dødsfald. Der bor lidt færre mennesker i New Zealand, end der gør i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her