Danmark krænkede Mohamed Hassan Abdis ret til privatliv, da danske domstole i 2018 udviste ham til Somalia. Det har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjort tirsdag. Det er en afgørelse, der vil blive nærstuderet i hele Europa, siger Louise Halleskov, der er ekspert i menneskeret og lektor ved Aarhus Universitet.
Det er nemlig første gang i mere end 20 år, at Danmark dømmes i en sag om udvisninger. Og efter at menneskerettighedsdomstolen i 2015 og 2016 gav staterne mere spillerum til at udvise personer, der er dømt for kriminalitet, sætter afgørelsen for første gang en grænse for det spillerum, siger Louise Halleskov.




























