En tidligere direktør i virksomheden Blue Origin kaldte kvindelige kolleger for baby dolls, og når medarbejdere betvivlede sikkerheden i raketten ’New Shepard’, fik de mundkurv på.
Sådan lyder et par af de anklager mod Jeff Bezos’ firma, som torsdag blev offentliggjort i det amerikanske medie Lioness.
Det er 21 nuværende og tidligere ansatte, der har skrevet et fælles brev, som skyder med skarpt mod virksomheden. Kun én har valgt at stå frem med fuldt navn, mens de resterende er anonyme.
Fakta
Blue Origin
Privat rumfartsvirksomhed grundlagt af Jeff Bezos i år 2000.
Har hovedkvarter i Washington, USA og rummer omkring 3500 medarbejdere.
Arbejder på at få flere millioner mennesker ud at bo og arbejde i rummet.
Har blandt andet bygget de genanvendelige raketter New Shepard og New Glenn.
»Vores oplevelse er, at Blue Origins kultur hviler på et grundlag, der ignorerer vores planets situation, vender det blinde øje til sexisme, ikke har tilstrækkelige sikkerhedsmæssige forudsætninger og tier dem ihjel, der prøver at rette fejl«, skriver de 21 anklagere i det offentlige brev.
Anklagen har to hovedpunkter. Det ene går på den sexistiske omgangstone og forskelsbehandling, mens det andet handler om den generelle sikkerhed i firmaet og i rumfartøjet New Shepard.
Anklager om sikkerhedsfejl blev tiet ihjel
På deres egen hjemmeside skriver Blue Origin, hvordan sikkerheden i deres raketter er topprioritet, og at New Shepard har været grundigt sikkerhedstestet siden 2012. Raketten har haft 17 succesfulde take-offs i træk og tre evakueringstests, der alle gik efter planen.
»Vi står ved vores sikkerhed og tror på, at New Shepard er det sikreste rumfartøj, der nogensinde er designet og bygget«, skriver de som modsvar til anklagebrevet.
Men forfatterne bag brevet deler ikke denne opfattelse af fartøjets sikkerhed.
I brevet bliver der skrevet, at der hos Blue Origin hersker en konkurrencekultur, hvor det at komme først forekommer vigtigere end sikkerheden ombord på raketterne.
»På Blue Origin var det under møder på højt plan almindeligt at spørge: »Hvornår flyver Elon (Musk, red.) eller Branson (Richard Branson, red.)? At konkurrere med andre milliardærer og ’gøre fremskridt for Jeff’ syntes vigtigere end sikkerhedsproblemer, der ville have bremset tidsplanen«, skriver de.
Bjarke Ingels har designet prototype til bygning på Mars: »Menneskeheden er ét skridt nærmere målet om at blive en multiplanetær art«I brevet gives der udtryk for, at medarbejdere med viden om sikkerhedsproblemer blev tiet ihjel. Metoden til dette skulle ifølge anklagerne være at betale kritikerne for at holde mund eller at fjerne ansattes mulighed for at stille kritiske spørgsmål til møder internt i virksomheden. En administrerende direktør skulle også have bedt sin vicedirektør om en liste over ’trouble makers’ i virksomheden.
Kvinderne blev kaldt sweethearts og baby dolls
I anklagen står der, at hvis kvinder omtalte problemer med sikkerheden i New Shepard, blev de lukket ned og fordømt. Og den nedladende behandling af kvinder går ifølge brevet igen i hele arbejdsmiljøet.
»Du burde spørge om min holdning, for jeg er en mand«, skulle en mandlig seniorleder og tidligere Nasa-astronaut efter sigende have sagt til en gruppe kvinder, som han samarbejdede med.
En tidligere direktør skulle ifølge brevet også have kaldt sine kvindelige kolleger for baby dolls og sweethearts samt flere gange have spurgt ind til deres datingliv.
I brevet gives der endvidere udtryk for en unfair og sexistisk fyringsproces. En afskediget mandlig kollega kunne gå i ære og somme tider også få en afgangsfest, mens afskedigede kvindelige ledere, som havde løftet afdelingers performance, »blev beordret til at forlade stedet med det samme«.
I et skriftligt svar til anklagebrevet har Blue Origin skrevet følgende:
»Blue Origin har ingen tolerance over for nogen som helst form for diskrimination. Vi har adskillige muligheder for vores ansatte, herunder en 24/7 anonym hotline, og vi vil med det samme undersøge alle nye påstande om dårlig opførsel«.
fortsæt med at læse




























