Det vides endnu ikke, præcist hvad der sker, men en række sudanske embedsfolk bekræfter over for nyhedsbureauet AP, at mindst fem ledende regeringsfolk er tilbageholdt i det, der ifølge nyhedsbureauet Reuters er et formodet kup i hovedstaden Khartoum.
Samtidig melder Sudans ministerium for information, at en række ministre og medlemmer af landets overgangsråd er blevet anholdt mandag morgen af bevæbnede mænd.
Fagforeningen SPA opfordrer natten til mandag dansk tid i en udtalelse alle sudanere til at gå på gaden for at »kæmpe imod« enhver form for militærkup. Foreningen er Sudans største prodemokratiske politiske gruppe.
»Vi opfordrer masserne til at indtage gaderne, blokere alle veje med barrikader, til ikke at samarbejde med kupmagerne og bruge civil ulydighed til at konfrontere dem«, lyder det.
Flere vidner siger til Reuters, at der tidligt mandag lokal tid også er problemer med internet- og mobildækningen i Sudans hovedstad, Khartoum.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er flere demonstranter gået på gaden i Khartoum for at protestere mod anholdelserne. De har blandet andet forsøgt at blokere flere veje ved at sætte ild til bildæk.
Kupforsøg afværget i sidste måned
Stemningen i Sudan har været anspændt, siden premierminister Hamdok i sidste måned oplyste, at hans regering havde afværget et kupforsøg. Ifølge regeringslederen var det hærofficerer og civile med forbindelser til landets tidligere regime, der stod bag kupforsøget.
Situationen har fået gamle stridigheder mellem landets civile og militære ledere til at blusse op på ny og sat mere konservative islamister, der ønsker en militærregering, op imod de grupper, der var med til at afsætte tidligere præsident Omar al-Bashir i 2019.
Bashir havde dengang siddet på posten i tre årtier, men forlod den efter flere måneder med omfattende folkedemonstrationer imod ham. Da al-Bashir gik af, blev hans regering erstattet af en blandet civil og militær overgangsregering, som efter planen skal styre landet frem mod planlagte valg i 2023.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























