Det ligner næsten en grum joke. På en beige mur på en beskeden plaza med halvdøde palmetræer og et udtørret springvand i en nedslidt del af det tumultariske gamle centrum i Tijuana står der med små blå blokbogstaver »UNITED STATES«. En halvvejs eroderet rød pil indikerer, at det forjættede land venter for enden af et smalt trappetårn. Man har lidt svært ved at tro det.
Det kunne lige så godt have være en anvisning til et bedaget offentligt toilet eller måske et nedlagt trinbræt i en døende provinsby, men det er rigtigt nok, for enden af trappen er et plateau, hvorfra en fodgængerbro krydser en trafikkeret motorvej: På den anden side kan man skimte både grænsekontrollen og Californiens meget grønnere bakker.
Til venstre for fodgængerbroen ligger en bygning med to porthvælvinger og et lille tårn. Næsten ulæselige skilte vidner om, at det på et tidspunkt har fungeret som et transitcenter af en slags, men i dag er der trukket tunge sikkerhedsskodder ned foran indgangen. Det eneste tegn på liv er, at man gennem de beskidte vinduer kan ane en række tørresnore med vasketøj.
I hvert fald indtil skodderne begynder at knirke og øjensynligt bliver trukket op ved håndkraft fra indersiden – først kun en meter eller deromkring. Flere sæt store øjne kigger ud fra mørket. Der lyder en fnisen, inden skodderne skubbes yderligere op, og to piger og to drenge i måske 8-12-års alderen – alle mørkhårede med forskellige nuancer af mørk hud – træder frem.
