Rana er en stille pige. Hun sidder i et hjørne bagest i en restaurant i Kabul. Et blegt ansigt, der er afgrænset af et par smalle, men tydelige øjenbryn og et mønstret tørklæde. Hun taler lavmælt og i korte sætninger. Smiler kun, når hun taler om sine to små søskende og det liv, hun havde indtil for et halvt år siden.
»Jeg gik i skole, og når jeg kom hjem, legede jeg med de to små«, fortæller 16-årige Rana.
Da Taleban indtog Kabul i august 2021, blev hendes familie evakueret til Danmark. En ven af familien kørte dem gennem kaosset til lufthavnen i Kabul.
»Jeg var glad, for jeg var sammen med min familie, og vi skulle ud af landet alle sammen«, fortæller hun.
I lufthavnen var der et sindssygt kaos af desperate mennesker, der frygtede Taleban og bare ville ud af landet. Der var soldater og mennesker over det hele. Manden, som Rana kaldte sin far, Shakir, var taget i forvejen og ventede på dem ved lufthavnen og vinkede dem ind ad en port. Flyet mod Danmark ventede. Men så ramte katastrofen.
»Jeg gik med min familie ind, der kom en tolk og hjalp os hen til den rigtige udgang. De kiggede på nogle papirer, og så sagde Shakir og tolken, at jeg ikke skulle med. Mine papirer var ikke færdige, eller der var noget i vejen med dem«.
Rana så Shakir gå ind på et kontor, og da han kom ud, kunne hun se, at der var noget helt galt.
»Jeg brød sammen. Min bror og søster græd, min mor også. Jeg forstod det ikke, vi havde det jo så godt sammen, og så måtte jeg ikke komme med«, husker Rana.
»Jeg så dem gå mod flyet, jeg fulgte dem med øjnene og tænkte på, hvad der nu skulle ske med mig. Jeg kendte jo ingen i Kabul«.
Forældreløs
Shakir og hans hustru, Bibi, er ikke Ranas biologiske forældre. Hun er datter af Bibis bror og dennes hustru, men både Ranas mor og far og lillebror omkom i en trafikulykke for fem år siden, fortæller Shakir. Rana blev forældreløs. Shakir og Bibi tog hende til sig som deres egen datter. For parrets to små børn – en dreng på 2 år og en pige på 6 år – har Rana altid været en elsket storesøster. Selv kan hun ikke rigtig huske sine forældre, og hun har ingen billeder af dem.
»For mig har Shakir og hans kone, Bibi, altid været min far og min mor, og deres to børn er mine små søskende«, siger Rana.
Men hun stod ikke på de danske myndigheders liste over godkendte personer i lufthavnen. Shakir forklarer, at han oprindelig ikke satte Ranas navn på listen, da han første gang søgte om at komme til Danmark, fordi han troede, at det ville tage flere år, og at hun ville blive gift inden for et par år. Men pludselig gik det hele meget stærkt i Afghanistan.
I Danmark havde et bredt politisk flertal netop besluttet, at evakueringen af lokalansatte omfattede ægtefælle/samlever og ugifte børn under 18 år, samtidig med, at »øvrige personer i husholdningen, som den lokalansatte har forsørgeransvar for«, også kunne komme i betragtning, hed det. Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sagde, at Danmark hellere evakuerede en afghaner for meget end én for lidt. Men i lufthavnen i Kabul lykkedes det ikke Shakir at få Rana med på flyet. Forsvarsministeriet, som håndterede sagen, svarede Politiken, at man ikke kommenterer personspørgsmål. Danmark evakuerede samlet set omkring 1.100 personer ud af Afghanistan i en mission, der blev afsluttet i november.
Hos en ven
Afvisningen efterlod familien i en desperat knibe. Skulle de blive og risikere Talebans hævn, eller skulle de rejse uden Rana og søge at få hende til Danmark senere? Og hvor skulle hun bo i mellemtiden? Shakir ringede fra lufthavnen til sin ven Haquar, der straks kunne høre på vennens stemme, at der var noget helt galt.
»Han lød ikke som sig selv. Nærmest ødelagt. Han sagde, at hans datter ikke måtte komme med op i flyet og ud af landet. Om jeg ville hente hende og passe på hende? Jeg fik hendes mobilnummer, og tolken havde mit nummer, så jeg skyndte mig af sted i en taxa«, siger Haquar.
Da Haquar sad i taxaen, vidste han ikke, hvor længe han skulle tage sig af Rana:
»Det var ikke vigtigt, han er min ven, så jeg gjorde bare det, han bad mig om. Selvfølgelig«.
Hun solgte sin 5-årige datter: »Jeg tog begge børn med mig, og så gik vi rundt mellem husene i byen og bankede på. Og spurgte, om de ville købe hende«Haquar og hans hustru har i forvejen syv børn, forklarer han. Nu er de så 10 i husholdningen. Han har en butik, der sælger mobiltelefoner, og en enkelt ekstra til aftensmad gør ikke den store forskel. Men han kan mærke, at det er et stort ansvar. Fra Afghanistan følger han parrets forsøg på at få Rana til Danmark.
»Jeg ved, at Shakir prøver alt, hvad han kan. Men jeg ved ikke, om det lykkes«.
Dræbt på dansk patrulje
At Shakir og Bibi og deres to små børn er endt i Danmark, skyldes Shakirs bror. Han var tolk og blev dræbt på en patrulje med de danske soldater, fortæller Shakir. Broderen blev kaldt A.B. af det danske forsvar, fremgår det af hans tolkecertifikat, som Shakir har fremsendt.
Som bror havde Shakir ifølge afghansk kultur ansvar for sin brors enke, og han giftede sig med hende.
Efterfølgende har Taleban truet dem på livet, fortæller han. Blandt andet i et håndskrevet trusselsbrev, som han har sendt til Politiken. Før evakueringen fortalte Shakir Politiken om deres stadig større frygt i Afghanistan. De flyttede jævnligt adresse og lejede til sidst et hus tæt på en politistation, hvor de satsede på at være mere sikre, men så overtog Taleban også politistationen.
I dag, næsten et halvt år efter adskillelsen, bor Shakir og Bibi stadig i Sandholmlejren i Nordsjælland, mens Rana bor hos Haquar i Afghanistan. Rana fortæller, at hun taler i telefon med sin familie en gang imellem.
»Men ikke så meget, for så begynder de at græde, både min mor og far og de to små. Og det gør jeg også«.
»De siger, at de prøver alt, hvad de kan, for at få mig til Danmark. Og at det er et godt og sikkert sted, så tænker jeg, at jeg kunne få en uddannelse der og måske blive læge, så jeg kunne hjælpe andre«.
Shakir fortæller, at hans hustru savner niecen for meget, og at det gør han også selv.
»Min kone græder over hende. Hun siger nogle gange, at hvis min niece ikke kommer, så kan hun ikke blive her. Jeg siger til hende, at de danske myndigheder vil hjælpe os og bringe hende til os. Vi må bare have tålmodighed nogle uger eller måneder«, siger Shakir.
Endnu en dårlig nyhed
Men så hurtigt ser det ikke ud til at gå, hvis det overhovedet lykkes.
Shakir har fået indtryk af, at parret kan søge om familiesammenføring med Rana, når de om kort tid ventes at få tildelt den midlertidige opholdstilladelse på to år, som Danmark tilbyder de evakuerede. Sådan en mulighed er der i den danske særlov for de evakuerede. Men i et svar til Politiken skriver Udlændingestyrelsen:
»Et tilfælde som det, du nævner, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af særloven for de evakuerede afghanere, og der vil i stedet skulle søges efter de almindelige bestemmelser i udlændingeloven«.
Ifølge advokat Niels-Erik Hansen, der er specialist i udlændingeret, vil parret først kunne søge om familiesammenføring, når og hvis de har fået asyl i Danmark. Det har de søgt om. Derfor bliver en eventuel familiesammenføringssag ikke afgjort i år, konstaterer han.
»Det bliver ikke i 2022. I den bedste af alle verdener får de svar på deres asylansøgning i foråret, og lad os så sige, at de får rigtigt asyl, så indgiver de ansøgning til familiesammenføring med niecen, og der får de jo først svar i starten af næste år«, siger han.
Den besked skuffer Shakir.
»Vi venter på, at de danske myndigheder hjælper os. Vi kan ikke gøre andet«, siger han.
Ingen papirer
Shakir fortæller, at parret aldrig har haft brug for papirer på, at de er Ranas forsørgere og værger. Den slags er langt nede på listen over livsnødvendigheder i Afghanistan, forklarer han. Og med Taleban i regeringskontorerne er den slags papirer ikke til at rekvirere.
Jytte Lindgaard, der er formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, vurderer, at sagen, som den er oplyst, bør ende med, at Rana bliver genforenet med sin familie i Danmark.
»Man bør da have familiesammenføring i det tilfælde, hvor det er korrekt, at man har opfostret sine slægtninges børn. Så kan det godt være, at Afghanistan ikke har et finmasket system med en borgerservice, statsforvaltning eller et familieretshus, hvor man skal registrere sig, men det er ganske urimeligt, hvis børnene ikke kan følge med den voksne, som de facto har forsørgerforpligtelse«, siger hun.
I Afghanistan har Taleban lukket skolerne for de ældre elever som Rana. Haquar siger, at det alligevel vil være farligt at lade hende gå i skole, fordi nogen kunne finde ud af, at hun er Shakirs datter.
Rana fortæller, at hun har tabt sig og har hovedpine det meste af tiden af at »tænke for meget«.
»Jeg sidder bare i huset og venter. Leger med børnene og venter«.
Af sikkerhedshensyn optræder kilderne uden deres efternavn. Deres fulde identitet er Politiken bekendt.
fortsæt med at læse
