Den amerikanske regering udløser dramatiske overskrifter om usædvanligt konkrete russiske trusler mod Ukraine – og den gør det med vidt åbne øjne for at undgå, at truslerne bliver til noget.
Rusland kan muligvis angribe allerede i denne uge, lyder det. Amerikanske efterretningskilder har endda zoomet helt ind på onsdag som en mulig dag. I sidste uge lød det fra amerikanske efterretningstjenester, at Rusland har optaget en propagandavideo med iscenesatte angreb fra ukrainske soldater, der vil kunne bruges som et russisk skinargument for at invadere Ukraine.
Det er en ny og offensiv amerikansk informationsstrategi. USA bruger sine militære efterretninger til på forhånd at gøre det vanskeligt for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at finde på et skalkeskjul for at angribe, forklarer Calder Walton, der er historiker med speciale i spionage og efterretningers historie på Harvard Universitys Kennedy School of Government.
»Som jeg ser det, er det en ret slagkraftig og dristig strategi, nemlig at bruge efterretninger forebyggende«, siger Calder Walton.
Lære fra 2014
For den amerikanske regering er det en lektie lært fra Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen fra Ukraine i 2014, vurderer han på linje med andre iagttagere.
Dengang sendte Rusland soldater uden officielle uniformer ind i Ukraine, samtidig med at Kreml løj og benægtede det. Den russiske ledelse skabte en fortælling for at retfærdiggøre angrebet i den offentlige mening. En kvindelig skuespiller hævdede, at en lille dreng var blevet korsfæstet i den østukrainske provins Donbass, forklarer Nina Jankowicz, der er ekspert i desinformation ved den uafhængige tænketank The Wilson Center til tv-stationen CNN.
Det passede ikke, men løgnen blev flittigt viderebragt i russiske medier, siger hun.
Dengang svarede en mere forsigtig amerikansk regering under daværende præsident Barack Obama kun spagt igen.
Calder Walton vurderer, at »det virker, som om de har lært lektien fra 2014, hvor det forlyder, at de havde efterretninger, som de ikke afslørede«.
Den amerikanske offensiv kommer dog også med udfordringer og risici.
For det første rejses spørgsmålet, om man kan stole på USA’s oplysninger. USA har deklassificeret efterretninger, som i deres natur kun kan komme fra menneskelige kilder, men regeringen har ikke fremlagt den underliggende dokumentation med henvisning til kildernes sikkerhed.
Det sker, mens USA’s troværdighed stadig lider under de forkerte påstande om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben før det amerikansk-ledede angreb i 2003.
I det hele taget udkæmpes informationskrigen i en hyperhidsig tid, hvor tilliden til regeringer generelt er lav, og den fælles opfattelse af virkelighed bliver mindre.
Vladimir Putin har støtter i Vesten især på det yderste højre og det yderste venstre, der hævder, at det er den vestlige forsvarsalliance eller Ukraine, der truer Rusland. Nogle er meget vrede.
I avisen The Financial Times beskriver kommentatoren Gideon Rachman, hvordan han forleden passerede en mand i Berlin, der ude af sig selv af raseri smed med sin cykel, mens han skreg mod himlen, at Vladimir Putin er den eneste troværdige verdensleder, mens USA igen prøver at lokke Tyskland ind i en krig.
Alle muligheder er ubehagelige – også for Putin: Her er seks scenarier, der kan komme i spil, hvis Rusland rykker frem i UkraineRusland har de seneste år haft succes med at ’mudre vandet’ med falske nyheder og propaganda. I december var det russerne, der fremførte påstanden om, at en krig kunne blive startet af Ukraine med en såkaldt falsk flag-operation, siger Bret Schafer fra den amerikanske tænketank The German Marshall Fund til CNN.
Han peger på, at Ruslands forsvarsminister, Sergei Shoigu, hævdede, at amerikanske lejesoldater hjalp ukrainske tropper med »aktive fjendtligheder« i det østlige Ukraine, hvor der var fundet »uidentificerede kemiske komponenter«.
Det er der ikke fremlagt nogen dokumentation for.
Den britiskbaserede tænketank Centre for Information Resilience har konstateret en stigning på 200 procent på et år i opslag på sociale medier, der hævder, at det er Ukraine, der er aggressor over for Rusland. Der er også stor stigning i de klassiske russiske påstande om ukrainske nynazister.
Russisk klassiker
Præsident Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, peger på, at den amerikanske regering i modsætning til tidligere bruger efterretninger for at forhindre en krig, ikke for at starte en. Samtidig passer den amerikanske oplysning om et falsk flag-angreb med Ruslands normale modus operandi, påpegede han for nylig på CNN.
Det bekræfter Calder Walton, der i en artikel i Foreign Policy trækker tråde tilbage til det tidligere Sovjetunionens brug af falsk flag-operationer. Som i 1968, hvor Kreml sendte 20 ulovlige KGB-agenter ind i Tjekkoslovakiet for at fremprovokere hændelser, der kunne retfærdiggøre en sovjetisk invasion. Putin brugte også falsk flag-operationer til at retfærdiggøre sit indtog i Georgien i 2008.
»Rusland vil kamuflere det, de gør, som et forsvar. Er eller andet forfærdeligt, en begivenhed, vil finde sted i Ukraine, der vil retfærdiggøre, at de sørger for sikkerheden for etniske russere eller russere, der angiveligt har brug for det. Så ved at afsløre de tricks, de planlægger, går man imod det«, siger Calder Walton.
»Mit eget take på det er, at det amerikanske efterretningsvæsen og Biden-regeringen ikke ville gøre det her, medmindre de havde en høj grad af tillid til de underliggende efterretninger«, siger han.
Nogle kritiserer den amerikanske strategi for at være konfliktoptrappende og presse Putin op i et hjørne. I Ukraine frygter regeringen, at den konstante alarm skal skabe panik i befolkningen. Andre mener, at konfrontationen, der gør det sværere for Putin at angribe og mere attraktivt at lade være, er det nødvendige pres bag de diplomatiske forhandlinger. Flere eksperter peger på, at autokrater som Vladimir Putin har en fordel over for demokrater i en informationskrig, fordi de kan manipulere og lyve uden at blive gjort ansvarlige for det af en fri presse og en opposition.
»Informationskrig er asymmetrisk«, siger Calder Walton.
Samtidig kan hele virkeligheden ikke fanges ind i en kold strategisk analyse, pointerer forskeren.
Han kalder det fair at sige, at Nato’s udvidelse mod øst i 1990’erne rent strategisk var en fejltagelse, fordi den i sidste ende trængte Vladimir Putin op i en krog.
»Men man kan ikke komme uden om det faktum, at Putin og hans oligarker har myrdet og stjålet og snydt sig til magten i Rusland og fortsætter med at gøre det«, siger han.
Vesten fastholder, at Ukraine ligesom andre lande har lov til selv at bestemme, hvordan de sørger for deres egen sikkerhed.
Og videre siger Calder Walton:
»Jo mere Vesten kan fremstilles som nogen, der ligner aggressoren, jo bedre er det for Putin, men det efterlader spørgsmålet om, hvad 130.000 soldater laver på Ukraines grænse?«.
Mens USA ikke har fremlagt dokumentation for sine efterretninger om Putins planer, er det konstaterbart for alle, at han har udkommanderet i størrelsesordenen 130.000 soldater plus militærudstyr, medicinske enheder, forsyninger og krigsskibe til grænseområdet mod Ukraine. I det mangedimensionelle skakspil mellem USA og Rusland er det en fysisk og meget konkret trussel mod Ukraine, som Kreml ikke kan bortforklare som en øvelse. Putin har muligvis ikke besluttet sig, men han giver sig selv en mulighed for at angribe Ukraine og håber sandsynligvis på, at truslen kan skaffe ham indrømmelser.
Succes?
Den nye amerikanske offensiv er udtryk for, at demokratierne endelig går forebyggende op imod Kremls disinformation, vurderer flere efterretningseksperter over for tv-stationen CNN. De betegner strategien som lovende.
Succeskriteriet er dog per definition diffust.
»Indtil videre er alle disse udtalelser ubegrundede og er ikke blevet bekræftet af noget«, sagde Putins talsmand, Dmitry Peskov, for nylig.
Hvis Rusland ikke angriber, kan Putin sige »hvad sagde jeg« og hævde, at det aldrig var planen. Måske score en PR-gevinst på USA’s bekostning.
Omvendt kan Joe Biden så sige, at hans strategi virkede, og verden kan trække vejret igen.
Hvis Putin derimod angriber Ukraine, vil Bidens strategi være slået fejl, mens både Putin og hans støtter i de vestlige lande, der har fastholdt, at det kunne han aldrig finde på, vil have et kæmpe forklaringsproblem.
Tirsdag annoncerede Putin, at nogle russiske tropper trækkes tilbage. Det skal vi se først, lød det fra Vesten. Truslen mod Ukraine består.
Calder Walton vurderer, at den amerikanske strategi foreløbig ser ud til at virke, men at de kommende dage vil gøre os klogere. Måske.
»Man ved ikke, om den amerikanske regering faktisk er lykkedes med at afspore noget, der kunne være sket, ved at melde det ud på forhånd. Det kan vi ikke vide«.
fortsæt med at læse
