Det er en konstant skratten på forbindelsen til danske Julia Samokhvalova, der befinder sig i den lille by Bakhmut nær den østukrainske grænse. Men det er ikke forbindelsen, der er ved at svigte. Det er derimod lyden af Julia Samokhvalova, som er ved at tape alle genstande af glas ind, så de ikke kan splintre, hvis en granat skulle slå ned i nærheden. Imens gemmer hun sig i entreen, langt væk fra lejlighedens vinduer.
»Jeg har fået at vide af en af mine kolleger, at noget af det farligste, når der er luftangreb, er at blive ramt af splinter fra glas, der går i stykker«, siger den russiskfødte antropolog på flydende dansk. Julia Samokhvalova har levet det meste af sit liv i Danmark, men har igennem næsten tre år arbejdet i Ukraine i en nødhjælpsorganisation.
Nu er hun her, midt i en krig, som hun ikke for alvor troede på ville komme. Cirka 15-20 km væk slår granaterne ned. Advarslerne om, at russerne kommer i morgen er blevet gentaget så mange gange, at borgerne i Østukraine til sidst blev immune, som når Peter i eventyret hele tiden råber »Ulven kommer!«.
»Jeg tænkte, at det ikke kunne ske midt i Europa, mens hele verden kigger på. Så sker det, og det er skide surrealistisk, som at være med i en absurd drøm eller film«, siger hun.
Ingen veje ud
Klokken var seks i morges, da hun blev vækket af telefonen, for nu var de på vej.
»Jeg havde gået til klokken fire og pakket kufferter, og da jeg stod op klokken seks åbnede jeg vinduet og kunne høre eksplosioner. Hele tiden. Eksplosion, eksplosion, eksplosion, hvert andet-tredje sekund. Mens jeg pakkede det sidste holdt jeg vinduerne åbne, så jeg kunne høre, om det kom tættere på«, siger Julia Samokhvalova, som ringede til nogle kolleger for at høre, hvad de ville gøre.
Kollegerne var på vej ud af byen, og hun endte med at ringe efter en taxa. Men hverken Julia Samokhvalova eller chaufføren anede, hvilke veje ud af byen, der kunne være sikre. Inden længe holdt de i en lang kø ved en af byens tankstationer. Det var her, de så en lang række af ukrainske tanks og kampvogne komme kørende.
»Soldaterne sad oven på tanksene, med gul tape på hjelmene, syv-otte-ni soldater på hver vogn. De kørte der, den modsatte vej af den vej, vi skulle. Jeg fik øjenkontakt med en af dem, og lige i det øjeblik tænkte jeg: ’Fuck, det er en rigtig krig, der er kommet’. Jeg kom til at tude, fordi jeg så dem lige foran mine øjne og vidste, at det er soldater, der skal i kamp og beskytte deres land«, siger Julia Samokhvalova.
Hun fik spurgt de omkringstående om vejen ud af byen, men fik et nedslående svar. Begge de to veje ud af Bakhmut går gennem områder med militære faciliteter, der var under angreb. Det var sikrere at blive i byen og sikre sig, at man kendte vejen til det nærmeste beskyttelsesrum.
Turen gik tilbage til hendes lejlighed igen.
Tiden er knap
Her har hun travlt med at tape vinduer til, få indkøbt vand og lave mad, mens der stadig er el, vand og gas.
Også internettet er stadig åbent, så forældre, venner og kolleger har fået besked om, at hun er i - relativ - sikkerhed. Mens hun taler med Politiken over Whatsapp, bryder en veninde ind på russisk. Hun sidder i USA og overvåger, hvad der sker på Østfronten, og sender bulletiner til Julia.
Noget tyder på, at der er blevet bombet i 30 kilometer væk i nabobyen Kramatorsk, refererer hun meldingen fra veninden.
»Det er nødvendigt, at hun holder øje med, hvad der sker og giver mig besked, for jeg har simpelthen ikke tid. Jeg har travlt med at få alting klar, til hvis tingene pludselig ser værre ud. Hvis vi pludselig ikke har vand og el og internet, mister forbindelsen til omverdenen og bomberne rykker tæt på, så tror jeg, at jeg begynder at græde igen«, siger Julia Samokhvalova.
Hun håber, at hun inden alt for længe kan tage et tog den 1.000 kilometer lange vej til Ivano-Frankivsk, der ligger tæt på den vestlige grænse. Derfra vil hun kunne nå flere EU-lande som Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien med en taxa. Men indtil da er det entreen og beskyttelsesrummet, hun må ty til.
»Enten i går eller i nat havde nogen sat et skilt op. Det viser sig, at der er et beskyttelsesrum i min bygning. Det er en typisk sovjetlejlighed, noget gammelt lort. Men i det mindste er der et beskyttelsesrum«.
fortsæt med at læse
