I sektion 108 på Flaminio kirkegård i Rom står række på række af små kors cirka en meter høje på den store græsplæne. Der er hundredvis af dem. Ved et af korsene er der sat et par porcelænssko i babystørrelse. Ved et andet hviler en stor bamse sig mageligt. Sektion 108 bliver også kaldt ’Englenes have’, og det er her, at Francesca Tolinos aborterede foster ligger begravet. Det har det gjort siden december 2019. Men det opdagede Francesca Tolino først ved en tilfældighed måneder senere. Hendes historie handler om et italiensk abortsystem, som bliver kritiseret for at lade kvinder, der i forvejen er i krise, lide unødigt ved at betvivle og besværliggøre deres frie valg til abort. Systemet har også vist sig i stor stil at træffe beslutninger om, hvad der skal ske med de aborterede fostre – uden at indhente samtykke fra forældrene.
Francesca opdagede sit navn på et hvidt kors på fosterkirkegården i Rom




























