Irak har været uden regering siden oktober og er i en dyb politisk krise, hvilket er med til at skabe uro.

Demonstranter stormer Iraks parlament for anden gang på en uge

Demonstranter i Irak har lørdag stormet landets parlament i Bagdad. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Demonstranter i Irak har lørdag stormet landets parlament i Bagdad. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demonstranter i Irak har lørdag stormet landets parlament i Bagdad.

Det er anden gang i denne uge, at demonstranterne har tiltvunget sig adgang til parlamentet, som ligger i en højsikkerhedszone. Det skete senest onsdag.

Billeder fra parlamentet viser demonstranter, som vifter med landets flag og fremviser billeder af den magtfulde religiøse shialeder Moqtada al-Sadr.

Det er støtter af Moqtada al-Sadr, som i begge tilfælde har stormet landets parlament.

Protesterne finder sted, på et tidspunkt hvor landet er i en dyb politisk krise. Irak har været uden regering siden valget i oktober.

Parlamentet ligger i hovedstaden Bagdads såkaldte grønne zone, hvor statslige institutioner og diplomatiske missioner befinder sig.

Det er et højsikkerhedsområde, hvor blandt andet parlamentsbygningen ligger.

Demonstranterne kræver politiske reformer, et opgør med korruption og er imod nomineringen af Mohammed Shia al-Sudani som premierminister.

Irak holdt valg i oktober 2021. Her blev imam Moqtada al-Sadrs fraktion størst med 73 af parlamentets 329 pladser. Siden da har dannelsen af en ny regering dog stået stille.

Sidste måned fratrådte alle 73 valgte fra al-Sadrs blok parlamentet. Det skete for at forsøge at bryde dødvandet med dannelsen af en ny regering.

Siden er der kommet 64 nye parlamentsmedlemmer. Det har gjort, at den blok, som er mere pro-Iran, er blevet størst.

Hele den kaotiske udvikling har kastet Irak ud i en dyb politisk krise.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her