Fra hele verden er kongelige, premierministre og præsidenter strømmet til London de seneste dage for at deltage i dronning Elizabeth II’s begravelse, der finder sted mandag.
Blandt de mange kongelige og stats- og regeringschefer, der deltager, er Dronning Margrethe og kronprins Frederik. Søndag besøgte de Westminster Hall i London, hvor kisten med dronning Elizabeth II står, viser billeder fra det franske nyhedsbureau AFP og det britiske nyhedsbureau Reuters.
Også mange andre prominente gæster aflagde søndag Westminster Hall et besøg. Blandt andre kong Harald og dronning Sonja fra Norge og kong Gustav og dronning Silvia fra Sverige. Ifølge tabloidavisen Daily Mail var den spanske kong Felipe og dronning Letizia samt det svenske kongepar blandt de første kongelige, der aflagde dronningens båre et besøg.
Hundredvis af konger, dronninger, præsidenter, premierministre og andre statschefer er i weekenden ankommet til London forud for dronningens statsbegravelse i Westminster Abbey mandag. Mange hundrede gæster fra cirka 200 lande og områder vil efter planen deltage i statsbegravelsen mandag. Blandt dem er cirka 100 præsidenter og regeringschefer og over 20 kongelige.
Ligesom dronning Margrethe og kronprins Frederik besøgte Joe Biden og hans hustru, Jill Biden, søndag kisten i Westminster Hall. Joe Biden slog korsets tegn og lagde hånden på hjertet, da han stod og så på kisten.
Ved en fejl blev kronprinsesse Mary i første omgang inviteret med til dronning Elizabeths begravelse, men det er altså kun dronning Margrethe og kronprins Frederik, der deltager. På dagen for dronning Elizabeths død, den 8. september, skrev dronning Margrethe i et brev stilet til kong Charles, at hun kommer til at savne den afdøde dronning forfærdeligt.
»Din mor var meget vigtig for mig og min familie. Hun tårnede sig op over de europæiske monarker og var en stor inspiration for os alle«, skrev dronning Margrethe.
Efter besøget i Westminster Hall deltog den danske dronning ved en reception på Buckingham Palace, som blev holdt af kong Charles, skriver det tyske nyhedsbureau dpa. En lang række stats- og regeringschefer deltog også.
Nedenfor kan du blive klogere på, hvem der ellers deltager i begravelsen. Listen er ikke komplet.
Kongelige:
- Dronning Margrethe og kronprins Frederik fra Danmark.
- Kejser Naruhito og kejserinde Masako fra Japan.
- Kong Willem-Alexander og dronning Maxima fra Holland.
- Kong Felipe, dronning Letizia og tidligere konge Juan Carlos fra Spanien.
- Kong Philip og dronning Mathilde fra Belgien.
- Kong Carl Gustaf og dronning Silvia fra Sverige.
- Kong Harald og dronning Sonja fra Norge.
- Kong Jigme Khesar Namgyel Wangchuck fra Bhutan.
- Sultan Hassnal Bolkiah fra Brunei.
- Kong Abdullah fra Jordan.
- Kronprins Sheikh Mashal al-Ahmad al-Sabah fra Kuwait.
- Kong Letsie fra Lesotho.
- Arveprins Alois fra Liechtenstein.
- Storhertug i Luxemburg Henri.
- Sultan i Malaysia Abdullah af Pahang.
- Prins Albert af Monaco.
- Kronprins i Marokko Moulay Hassan.
- Sultan af Oman Haitham bin Tariq al-said.
- Emir i Qatar Sheikh Tamin bin Hamas ad-Thani.
- Kong Tupou fra Tonga.
- Prins Turki fra Saudi-Arabien.
Ledere:
Nord- og Latinamerika:
- Joe og Jill Biden, præsident og førstedame i USA.
- Justin Trudeau, premierminister i Canada.
- Jair Bolsonaro, præsident i Brasilien.
- Paula-Mae Weekes, præsident i Trinidad og Tobago.
- Sandra Mason, præsident i Barbados.
- Andrew Holness, premierminister i Jamaica.
- Floyla Tzalam, generalguvernør i Belize.
- Susan Dougan, generalguvernør i Saint Vincent og Grenadinerne.
Europa og Mellemøsten:
- Emmanuel Macron, præsident i Frankrig.
- Frank-Walter Steinmeier, præsident i Tyskland.
- Sergio Mattarella, præsident i Italien.
- Michael D. Higgins, præsident i Irland.
- Micheál Martin, premierminister i Irland.
- Marcelo Rebelo de Sousa, præsident i Portugal.
- Alexander Van der Bellen, præsident i Østrig.
- Katalin Novak, præsident i Ungarn.
- Andrzej Duda, præsident i Polen.
- Egils Levits, præsident i Letland.
- Gitanas Nauseda, præsident i Litauen.
- Sauli Niinistö, præsident i Finland.
- Katerina Sakellaropoulou, præsident i Grækenland.
- George Vella, præsident i Malta.
- Nicos Anastasiades, præsident i Cypern.
- Charles Michel, EU-præsident.
- Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen.
- Jens Stoltenberg, generalsekretær i Nato.
- Isaac Herzog, præsident i Israel.
- Mohammad Shtayyef, palæstinensisk premierminister.
Afrika:
- Cyril Ramaphosa, præsident i Sydafrika.
- Yemi Osinbajo, vicepræsident i Nigeria.
- Nana Akufo-Addo, præsident i Ghana.
- Ali Bongo, præsident i Gabon.
Asien:
- Droupadi Murmu, præsident i Indien.
- Wang Qishan, vicepræsident i Kina.
- Ranil Wickremesinghe, præsident i Sri Lanka.
- Sheikh Hasine, premierminister i Bangladesh.
- Yoon Suk-yeol, præsident i Sydkorea.
Oceanien:
- Anthony Albanese, premierminister i Australien.
- Jacinda Ardern, premierminister i New Zealand.
Disse lande er ikke inviteret:
- Rusland.
- Myanmar.
- Hviderusland.
- Syrien.
- Venezuela.
- Afghanistan.
Kilde: Reuters.
ritzau
fortsæt med at læse


























