Pakistans tidligere premierminister, 70-årige Imran Khan, er torsdag blevet ramt af skud under en demonstration i landet.
Det oplyser en af hans højtstående rådgivere ifølge nyhedsbureauet AFP.
Rådgiveren, Raoof Hasan, oplyser desuden, at Khan er uden for livsfare. Han tilføjer, at episoden betragtes som et attentatforsøg.
»Det her var et forsøg på at dræbe ham, på at snigmyrde ham«, lyder det.
Der er lidt forskellige meldinger om, hvor Khan er blevet ramt. AFP skriver foden, mens nyhedsbureauet Reuters skriver skinnebenet.
»En mand åbnede ild med et automatvåben. Flere personer er såret. Imran Khan er også kommet til skade«, siger rådgiver Asad Umar ifølge Reuters.
Skudepisoden fandt ifølge Reuters sted under en protest, hvor Khan og demonstranter forlangte, at der udskrives valg i Pakistan.
Den formodede gerningsmand bag skyderiet er blevet skudt og dræbt. Det oplyser en rådgiver ifølge nyhedsbureauet AFP.
Imran Khan var premierminister i Pakistan fra august 2018 frem til april i år.
ritzau
fortsæt med at læse




























