Det kan nogle gange være let at glemme, hvor hurtigt vinde kan vende i politik, men det er kun 10 år siden, at en af alle tiders mest progressive amerikanske præsidenter, Barack Obama, endnu ikke havde gjort sin stilling op, når det gjaldt ægteskaber mellem homoseksuelle.
Først da hans daværende vicepræsident, Joe Biden, en majdag i 2012 i et tv-interview kom til at tale over sig – som han havde for vane – og udtrykke sin personlige støtte til homoægteskaber, blev Obama presset til offentligt at tage et skridt, som hans rådgivere var bange for kunne koste ham afgørende stemmer i svingstater ved valget senere samme år.