Anastasia Shvets’ forældre ligger der vist stadig, nede i ruinerne under boligblokken i Dnipro. Måske er de i live. Men det er desværre nok mere sandsynligt, at de er døde.
Foreløbig er de savnet som så mange andre, der opholdt sig i deres hjem i en boligblok i den ukrainske storby, da russerne lørdag sendte et kraftigt missil af sted mod ejendommen. Kh-22-missilet er udviklet til at kunne sænke hangarskibe og har et sprænghoved på et ton.
Nu brugte de det mod almindelige mennesker i en etageejendom i Ukraine.
Mistede sin ven i sommer. Nu er forældrene også væk
Anastasia Shvets overlevede med mindre kvæstelser. Men efter alt at dømme uden at få lov at se sine forældre igen. Dem har russerne taget fra hende.
»Jeg aner ikke, hvor de er. Jeg kan huske min fars dumme vittigheder. At vi tog billeder af nogle hundehvalpe med min mor i dag. At vi spiste hendes nudler«, skriver hun i et opslag på Instagram.
»Jeg har ikke nogen ord tilbage. Jeg har ingen følelser. Jeg kan kun mærke en stor tomhed«, tilføjer den 23-årige kvinde.
Hun overlevede tilsyneladende, fordi en dør beskyttede hende, da russernes missil smadrede bygningen ved 15.40-tiden lørdag. Hendes forældre var i køkkenet inde ved siden af, men det var udslettet: »Jeg er sikker på, at de var i køkkenet. Det er der ikke mere. Der var bare en dyb kløft«.
Anastasia Shvets blev hjulpet ned fra den delvis sammenstyrtede bygning af brandmandskab. Det eneste, hun fik med sig, var en bamse og noget julepynt, hun greb, da hun skulle ned ad redningsstigen.
Det er ikke første gang, hun mister nogle af sine kære. Hendes ven var i det ukrainske forsvar og mistede livet i sommer, fremgår det af hendes instagramkonto.
Rusland: Vi ramte det, vi ville
To opgange med 72 lejligheder blev udslettet. Mindst 40 blev slået ihjel. Dertil kommer snesevis af sårede og savnede.
Ruslands forsvarsministerium fastholder, at man alene skød efter militære mål og tilføjer, at alle de mål, man ville ramme, blev ramt.
Der er meget stille, da redningsmandskab mener at have hørt et råb om hjælp fra en overlevende under den sønderbombede beboelsesejendom. Ifølge viceborgmester Mykhajlo Lysenko har man blandt andet modtaget sms’er fra mennesker, der er fanget i hulrum i bygningen. Optagelser taget umiddelbart efter missilnedslaget afslører, hvordan ofre har skreget efter hjælp fra ruinerne.
Der er indført en tre dage lang sørgeperiode i den ukrainske by.
Efter bombardementet af en boligblok i Ukraine: Nu må de europæiske ledere da komme med resolutte sanktioner, kræver EU-toppolitikerfortsæt med at læse




























