Flere bygherrer og entreprenører er blevet taget af politiet og sigtet for uagtsomt manddrab, fordi de ejendomme, de har været med til at opføre, ikke har levet op til kravene til jordskælvssikring.

I årevis har de fået dispensationer: Nu anholder Tyrkiet entreprenører, hvis ejendomme kollapsede under jordskælvet

De kollapsede boligblokke i Hatay. Manden bag byggeriet er nu anholdt af politiet, der pågreb ham i Istanbuls lufthavn. Foto: -/Ritzau Scanpix
De kollapsede boligblokke i Hatay. Manden bag byggeriet er nu anholdt af politiet, der pågreb ham i Istanbuls lufthavn. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Jordskælvsforbrydelser.

Det er betegnelsen for de overtrædelser af bygningsreglementet, der nu er kommet i fokus i Tyrkiet efter sidste uges voldsomme jordskælv. Det har fået tusinder af bygninger til at kollapse. Også bygninger, der på papiret burde være blevet stående, og hvis bygherrer havde brystet sig af, at ejendommene var opført i overensstemmelse med de bedste forskrifter for jordskælvssikring.

Fænomenet har fået det tyrkiske justitsministerium til at beordre anklagemyndighederne i de ti ramte provinser til at danne særlige jordskælvsforbrydelses-afdelinger. De skal ifølge den tyrkiske avis Daily Sabah efterforske og eventuelt sørge for retsforfølgelse af de mennesker, som er skyld i bygningernes manglende modstandsdygtighed over for skælv.

I løbet af weekenden er mindst et dusin mennesker blevet anholdt, mistænkt for formodede overtrædelser af bygningsreglementerne. En af dem blev pågrebet i Istanbuls lufthavn, hvor han ifølge avisen var på vej ud af landet med et større kontantbeløb. Manden stod bag byggeriet af 250 luksuslejligheder i Hatay, Renæssancekomplekset, som alle styrtede sammen. Han var tilsyneladende på vej til at flyve til Montenegro, da politiet anholdt ham og sigtede ham for uagtsomt manddrab.

Har givet millioner af dispensationer

Med til billedet af den resolutte myndighedsindsats hører imidlertid den omstændighed, at politikerne ifølge britiske The Times i mange år har givet dispensationer til bygninger, som ikke har opfyldt kravene til modstandskraft mod jordrystelser. Den seneste dispensationsrunde blev givet i 2018 lige op til det seneste præsident- og parlamentsvalg, hvor 7,5 millioner bygninger fik dispensationer. Det tyrkiske Miljø- og Byministerium anslog for tre år siden, at omkring halvdelen af alle byggerier var opført i strid med kravene til jordskælvssikring.

Det har tilsyneladende ikke været småting, der blev set gennem fingre med. F.eks. har det ifølge avisen ikke været usædvanligt at fjerne bærende søjler for at få mere plads i stueetagernes butikker og cafeer.

I januar 2020 prøvede oppositionspartiet HDP at få parlamentet til at se på risikoen for jordskælv og deres følger i Gaziantep-regionen.

Det blev afvist af præsident Recep Erdogans AKP-parti. Sidste år gik man så langt som til at fængsle to kritikere af byggelovene og de mange dispensationer. Formanden for landets byplanlæggere og en arkitekt fra sammenslutningen af ingeniører og arkitekter fik efterfølgende begge 18 års fængsel for at modsætte sig byggeplaner i en park i Istanbul og dermed medvirken til at forsøge at vælte regeringen. Dommen er blevet kritiseret af Amnesty International og andre.

Optagelser fra nyhedsbureauet Anadolu viser britiske redningsarbejdere kravle dybt ind i en sammenstyrtet bygning, hvor en mand ligger fanget.

Der arbejdes fortsat på at bjærge ofre fra bygningerne, men det er et risikabelt arbejde. I dette tilfælde slap redningsarbejderne levende fra det, der skete.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her