Det vigtigste er, at Sverige og Finland begge kommer med i Nato, ikke om det sker samtidigt, mener Nato-chef.

Nato's generalsekretær åbner for finsk medlemskab før Sverige

Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, vil ikke stille sig i vejen for en løsning, hvor Finland kommer med i Nato før Sverige. Det siger han forud for møder i Natos hovedkvarter i Bruxelles tirsdag. Her deltager begge nordiske lande.

»Det vigtigste er ikke, om Finland og Sverige tiltræder sammen. Men at de begge bliver ratificeret som fuldgyldige medlemmer. Og at det sker så hurtigt som muligt«, siger Jens Stoltenberg, som er overbevist om, at begge lande i sidste ende vil blive fuldgyldige medlemmer.

Tyrkiet blokerer lige nu for Sveriges medlemskab. Det sker efter flere demonstrationer i Sverige, som tilsyneladende har forværret Tyrkiets præsident, Recep Erdogans, syn på Sverige. Blandt episoderne er Rasmus Paludans afbrænding af en koran i Sverige. Og ophængningen af en Erdogan-dukke foran Stockholms rådhus.

Til gengæld er Tyrkiet mere fremkommelig, når det gælder Finland. I modsætning til Sverige har Finland ikke har et stort kurdisk mindretal.

Derfor har Erdogan åbnet for, at Tyrkiet måske kan acceptere Finlands medlemskab. Men uden Sverige. Det har sat de to nordiske nationer i en penibel situation, hvor man skal afgøre, om man vil følges ad eller ej.

Jens Stoltenberg understreger dog, at integrationen i Nato allerede er begyndt for begge lande. De deltager eksempelvis tirsdag i møder i Nato’s hovedkvarter i Bruxelles.

»Finland og Sverige integrerer sig mere og mere i Nato’s militære og civile strukturer. Finland og Sverige sidder med i møderne og deltager i vores konsultationer. Så Finland og Sverige er i en meget bedre situation nu, end før de ansøgte om Nato-medlemskab«, siger Stoltenberg.

Han fremhæver desuden, at både Finland og Sverige har fået bilaterale sikkerhedsgarantier fra mange Nato-lande. Samtidig har Nato øget sin militære tilstedeværelse i Østersø-regionen.

»Så allerede nu er Sverige og Finland meget mere integrerede i Nato«, siger Stoltenberg.

Håbet er, at der kan komme en afklaring efter det tyrkiske valg 14. maj og i tide til Nato-topmødet i Litauens hovedstad, Vilnius, i juni.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her