Russerne kontrollerer nu op mod 65 procent af Bakhmut, herunder dele af bymidten. Men ukrainerne holder fast og binder dermed russiske styrker i den omstridte frontlinjeby.

Russernes fremfærd i Bakhmut rejser spørgsmålet: Hvornår er en by faldet?

Ødelæggelserne i Bakhmut er omfattende. Russerne har angrebet alt i byen, som de gennem flere måneder har kæmpet for at erobre.   Foto: 93rd Mechanized Brigade Kholodny/Ritzau Scanpix
Ødelæggelserne i Bakhmut er omfattende. Russerne har angrebet alt i byen, som de gennem flere måneder har kæmpet for at erobre. Foto: 93rd Mechanized Brigade Kholodny/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Russerne rykker frem i Bakhmut. Det rejser ét spørgsmål: Hvornår er en by tabt?

Ifølge de tilgængelige oplysninger fra den østukrainske by har russerne sikret kontrollen over Azom-værket, et metalstøberi i byens nordlige industriområde. Optagelser fra det statskontrollerede russiske nyhedsbureau Ria viser, hvordan soldater fra invasionsstyrken frit går rundt i det sønderskudte værft.

Men russiske kilder skriver også om russiske enheder, soldater fra Wagner-lejehæren, som er nået ind i byens centrum og blandt andet har indtaget en række administrative bygninger, kulturpaladset og byens centrale indkøbscenter ved Bakhmutska-floden, som hævdes at have været stærkt befæstet af det ukrainske forsvar.

Videooptagelser fra sociale medier viser tilsyneladende, hvordan der kæmpes fra bygning til bygning i bymidten.

Det får den amerikanske militærtænketank Institute for the Study of War til i sin seneste analyse af situationen ved fronten at konkludere, at russerne nu kontrollerer hen ved 65 procent af byen, som før krigen havde lidt over 70.000 indbyggere.

Er Bakhmut faldet eller ej?

Det er ikke nødvendigvis det samme, som at byen er tabt for ukrainerne.

»På spørgsmålet om, hvornår en by er overvundet – eller hvornår man kan vide, at en by er overvundet eller genvundet – er den bedste retningslinje nok, at det er, når den ene part kan bevæge sig frit og sikkert i byen«, siger Claudia Læssøe Pedersen, der står i spidsen for Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier.

Hun har ikke fulgt det, der sker ved Bakhmut, i detaljer, men udtaler sig generelt om det, der sker, når en by forsøges erobret:

»Det, der er særlig svært, når det drejer sig om at indtage en by, er netop, at byen som terræn er særdeles vanskelig at overskue. Det gælder ikke mindst, når det handler om, hvor mange styrker der har gemt sig i byen, og hvor de befinder sig«.

»Byen som kampplads er til forsvarernes fordel. De kender byen, de kan forberede positioner, og de har mulighed for at enten udnytte bygninger eller forberede underjordiske passager, hvilket gør det særdeles vanskeligt for den angribende part at vide, hvor de forsvarende styrker befinder sig«, tilføjer hun.

»Derfor kan det være vanskeligt med sikkerhed at afgøre, hvornår en by er overvundet«.

Kampene er hårde i området, oplyser den ukrainske generalstab i sin seneste situationsrapport. Der har det seneste døgns tid været 57 russiske forsøg på at bryde igennem forsvarslinjerne på den ukrainske østfront. Russerne har ifølge de ukrainske opgørelser mistet over 172.000 mand siden invasionens begyndelse – et tal, der ikke er bekræftet fra russisk side, men tidligere har vist sig at ligge nogenlunde på linje med vestlige vurderinger.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her