Saudi-Arabien har som flere andre arabiske stater i over et årti afvist at have noget at gøre med Syriens præsident, Bashar al-Assad, efter at han slog voldsomt ned på oprørere – og bombede, gassede og torturerede sin egen befolkning i en konflikt, der er trukket ud i en langvarig krig, som stadig ikke er forbi.
Men onsdag ankom Faisal Mekdad, Syriens udenrigsminister, til Saudi-Arabien, hvilket slukker en del forhåbninger om, at Assads regime vil vedblive med at være isoleret i Mellemøsten. Den saudiske udenrigsminister, prins Faisal bin Farhan, bød Assads udsending velkommen med et smil. I en fælles udtalelse siger de to lande, at de har drøftet tiltag, der skal bane vej for, at Syrien kan »vende tilbage til sine arabiske fæller«, og en genoptagelse af konsulære og øvrige forbindelser. I løbet af ugen genetablerede også Tunesien formelt sine diplomatiske forbindelser til Syrien og udpegede en ambassadør til Damaskus.



























