Besøg mellem afrikanske ledere og Vladimir Putin er gået i gang. Putin er åben for ’konstruktiv’ dialog.

Fire præsidenter er taget på lang rejse for at påvirke Putin – og måske få nogle indrømmelser

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Sankt Petersborg i dag.  Foto: Evgeny Biatov/Ritzau Scanpix
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, sammen med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Sankt Petersborg i dag. Foto: Evgeny Biatov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 22.33:

Analytikere ser med en vis skepsis på, hvad en afrikansk fredsdelegation, som lørdag ankom til et møde i Sankt Petersborg, kan udrette.

Ikke desto mindre kom delegationen med et klart budskab til den russiske præsident, Vladimir Putin.

»Denne krig skal afsluttes gennem forhandlinger og ved diplomatiske midler«, sagde Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, om krigen i Ukraine.

Han tilføjede, at hans delegation, som blandt andet består af fire præsidenter, »gerne vil have, at krigen bliver afsluttet«.

»Denne krig har negative konsekvenser for det afrikanske kontinent og for mange andre lande rundt omkring i verden«, sagde Ramaphosa forud for mødet med den russiske præsident.

Opfordring om børn

Efter ros fra Putin til de afrikanske lederes »afbalancerede tilgang« til krigen, blev der også plads til meningsudvekslinger med mere kant mellem parterne.

Den afrikanske delegation opfordrede på mødet Putin - som af Den Internationale Domstol (ICC) kræves anholdt for »uretmæssige deportationer af ukrainske børn« - til at lade børn komme tilbage til Ukraine.

Men Putin afviste pure kritikken og hævdede, at børn blot blev flyttet ud af krigszoner, fordi det var nødvendigt.

Han gentog også sine synspunkter om, at Vesten er ansvarlig for krigen i Ukraine, og at Rusland aldrig har modsat sig fredsforhandlinger.

Kappestriden er skudt i gang: Vand, landbrug eller russiske lejesoldater – hvad kan bedst løse Afrikas problemer?

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland deler de grundlæggende principper i den afrikanske fredsplan. Men Kreml-talsmand Dmitrij Peskov kalder ifølge russiske nyhedsbureauer planen »svær at gennemføre«.

Analytikere har sagt, at chancen for, at der kommer en egentlig fred ud af delegationens møde i Rusland, er ekstremt lille. Både den russiske og ukrainske regering ser nemlig stadig en mulighed for at vinde på slagmarken.

»Det er teater«, sagde Jeremy Seekings, professor i samfundsvidenskab ved University of Cape Town, forud for delegationens møde med Putin.

Visse analytikere tror dog stadig på, at mødet kan resultere i nogle indrømmelser fra den russiske regering inden et russisk-afrikansk topmøde næste måned.

Afrikanske lande importerer store mængder korn og gødning fra Rusland og Ukraine. Krigen har ført til både handelsblokader og skyhøje priser.

Der har blandt afrikanske lande været forskellige tilgange til krigen. Nogle har støttet Ukraine, mens andre har været mere neutrale eller lænet til russisk side.

De fire præsidenter i den afrikanske delegation er Cyril Ramaphosa fra Sydafrika, Macky Sall fra Senegal, Hakainde Hichilema fra Zambia og Azali Assoumani fra Comorerne. Sidstnævnte er også formand for Den Afrikanske Union.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her