Der er meget på spil, også for Danmark og Europa, i kupforsøget mod den demokratisk valgte regering i Niger. Det er kun to måneder siden, kronprins Frederik var i landet og til stede ved underskrivelsen af en langsigtet partnerskabsaftale med Niger, som indtil onsdag var et af de få lande i Sahel-bæltet i Afrika, der endnu ikke var blevet overtaget af militærdiktatur.
Sahel er bæltet af lande, der går tværs hen over det afrikanske kontinent lige under Sahara, og som udgør grænseområdet mellem ørken mod nord og frugtbarhed mod syd.