Mens den ukrainske sommeroffensiv går ind i sin tredje måned, og frontlinjerne kun rykker sig marginalt i ukrainsk favør, har The New York Times offentliggjort tal for, hvor store tab halvandet års krig har påført de to lande.
Avisen baserer sin opgørelse på unavngivne kilder i den amerikanske administration. For Ruslands vedkommende er det samlede anslåede tabstal knap 300.000. Det tal dækker over, at 120.000 russiske soldater er blevet dræbt under kampene i Ukraine, mens 170.000 til 180.000 er blevet såret. Det fremgår ikke, om nogle af de sårede har været i stand til at vende tilbage til fronten.




























