Det er kun få dage siden, at den kendte iranske systemkritiker Masih Alinejad, der i dag lever i eksil i USA, indviede verden i en hemmelighed: At truslerne mod hende er så omfattende, at den amerikanske regering har rådet hende til at gå under jorden med en ny identitet.
Afsløringen kom, da hun i torsdags deltog i en høring i den amerikanske Kongres’ udenrigsudvalg. Hun fortalte, at præsident Joe Bidens administration i Det Hvide Hus tidligere i år havde advaret hende om, at der har været mindst 31 dødstrusler mod hende.



























