Mahsa Aminis far blev anholdt og advaret imod at markere sin datters dødsdag, oplyser ngo.

Ngo: Far har fået advarsel fra politiet på datters dødsdag

En demonstrant i tyrkiske Istanbul står foran et billede af Mahsa Amini. Foto: Dilara Senkaya/Ritzau Scanpix
En demonstrant i tyrkiske Istanbul står foran et billede af Mahsa Amini. Foto: Dilara Senkaya/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mahsa Aminis far har kortvarigt været anholdt i Iran på årsdagen for sin datters død.

Det oplyser menneskerettighedsorganisationen Hengaw og en kilde tæt på Aminis familie lørdag.

Efter en advarsel imod at markere dødsdagen er han igen løsladt, melder organisationen Kurdistan Human Rights Network.

Forløbet er ikke uafhængigt bekræftet.

Anholdelsen er sket, et år efter at Amini døde på hospitalet efter at være blevet anholdt af Irans moralpoliti.

Årsagen til tilbageholdelsen var en overtrædelse af Irans regler for kvinders beklædning.

Efterfølgende kom der store protester, som udviklede sig til den mest omfattende modstand mod myndighederne i mange år.

Efter Aminis begravelse begyndte en lang række demonstrationer under sloganet ’kvinde, liv, frihed’. De tog yderligere fart i de efterfølgende måneder, og flere hundrede mennesker døde under protesterne.

Iranske myndigheder har ikke umiddelbart udtalt sig om anholdelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her