Der er flere kampvogne på vej til Ukraine fra Danmark. Der købes nu yderligere 45 kampvogne, som doneres videre til Ukraine, oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Forsvarsministeren er tirsdag til møde på Ramstein-basen i Tyskland, hvor Ukraine Defense Contact Group (UDCG) mødes.
Den nye kampvognsdonation består af yderligere 30 Leopard 1-kampvogne samt 15 T-72-kampvogne. De købes i samarbejde med andre lande, lyder det fra Troels Lund Poulsen.
»Det er i samarbejde med andre lande, som har adgang til at skaffe de har kampvogne. Når jeg ikke sætter ord på, så er det, fordi vi stadig mangler at få de formelle ting på plads«, siger han ved ankomsten til Ramstein-basen.
I en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet oplyses der, at donationen af de 15 T-72-kampvogne er kommet i stand i et samarbejde med Holland og Tjekkiet. Men det er Danmark, der alene betaler for kampvognene. De 30 Leopard 1-kampvogne doneres i et samarbejde med Tyskland.
Fakta
Et udpluk af Danmarks donationer
Danmark har tidligere i samarbejde med Tyskland og Holland annonceret, at landene ville købe mindst 100 Leopard 1-kampvogne til Ukraines forsvar. I begyndelsen af september ankom de første 10 af dem til Ukraine efter måneders forsinkelse.
De første 10 danske Leopard 1-kampvogne er ankommet til UkraineDet er første gang, at Danmark donerer T-72-kampvogne. Dem har Ukraines forsvar i forvejen erfaringer med, og derfor behøver ukrainske soldater ikke at blive oplært i at bruge dem.
Donation finansieres af penge fra Ukraine-fonden og mere præcis de 5,8 milliarder kroner, der blev annonceret i sidste uge.
Danmark sender sin hidtil største donation til UkraineUd over kampvognsdonationer har Troels Lund Poulsen også en ny donation fra Forsvarets beholdninger i Danmark med på mødet tirsdag.
Der doneres ’en række våben ammunition og andet udstyr’, fremgår det af pressemeddelelsen. Det drejer sig blandt andet om pistoler, håndgranater og granatkastere.
Amerikanske kampvogne er på vej
Samtidig fortæller USA’s forsvarsminister, Lloyd Austin, at amerikanske M1 Abrams-kampvogne snart kommer til Ukraine. Kampvognsdonationen blev lovet i begyndelsen af året.
»Sammen skaffer vi, hvad Ukraine har brug for, når Ukraine har brug for det«, siger han.
UDCG er en sammenslutning af 54 lande, heraf alle 31-Nato-lande, som samarbejder om at støtte Ukraine med militært udstyr.
»USA og vores globale partnere har doneret for mere end 76 milliarder dollar«, siger Lloyd Austin.
Ifølge forsvarsministeren går offensiven fortsat fremad:
»Modige ukrainske tropper bryder fortsat gennem de stærkt befæstede russiske linjer«.
Ritzau
fortsæt med at læse


























