Når premierminister Rishi Sunak på de konservatives konference onsdag skal prøve at overbevise partifællerne om, at de trods alt har en smal chance for at vinde næste valg med ham, vil han præsentere sig som manden, der tør tage de modige beslutninger for fremtiden.
Det har været hans pitch, lige siden han for snart et år siden overtog det konservative katastrofebo fra Liz Truss, der blev smidt ud efter kun 44 ubegribeligt kaotiske dage. Nu skal det være fremtidens Rishi.




























