Marine Le Pen bliver Frankrigs næste præsident. Det er ikke længere blot muligt, det er sandsynligt. En morgen i maj 2027 vil Europa vågne op til en ny virkelighed, når det yderste højre sætter sig på magten i Paris og begynder at rulle nye – gamle – værdier ud på en måde, som ikke er set siden det fascistiske Vichy-regime under Anden Verdenskrig: Travail, Famille, Patrie, sagde de dengang, Arbejde, Familie, Fædreland. I dag formulerer Marine Le Pens store højrefløjsparti sig anderledes, men ikke meget anderledes, det kan man nemt forvisse sig om ved at læse partiets program. Arv og gæld er til at føle på i Rassemblement National, som partiet nu hedder: National samling. Navnet og stilen var hårdere, da partiet hed Front National, men den tidligere Nationale Front er og bliver en national front, og når/hvis Marine Le Pen kommer til magten, bliver der alt andet end samling på Frankrig, der bliver splittelse. Hvilket den 55-årige partileder jo hverken har æren af eller ansvaret for ene kvinde. Frankrig følger Holland, Sverige, Italien, Ungarn, USA og, ja, land efter land. Modsætninger mellem globaliseringens tabere og vindere driver en populisme frem, som kan hedde Wilders, Åkesson, Meloni, Orbán, Trump eller Le Pen.
Men Frankrig er et stort land i Europa og i mangt og meget et ’verdenshistorisk laboratorium’, hvor ideer udvikles til global eksport, og ting er tydeligere, mere radikale end så mange andre steder. Frankrig er revolutionernes land, og en af de store omvæltninger er nu igen under opsejling. Den kommer ikke fra venstre, hvad man jo ellers skulle tro, når man følger billedet i mainstreammedier som Le Monde eller på de statslige tv- og radiokanaler. Revolutionen kommer fra højre, den er allerede i gang, og set fra et aktuelt udsigtspunkt er der grund at tro, at det hele med en vis sandsynlighed vil kulminere en dag i maj 2027, når Marine Le Pen vinder præsidentvalget. Der vil så være et Frankrig før og et Frankrig efter.
