Scotland Yard mener at have fundet Adbul Ezedis lig i Themsen. Han var eftersøgt for angreb i London-bydelen Clapham.

Britisk politi kobler lig i Themsen til angreb med ætsende væske

Politiet i London har gennemsøgt store dele af Themsen, efter at en eftersøgt mand senest blev fanget på overvågningskameraer nær floden ifølge BBC. Foto: Peter Macdiarmid/Ritzau Scanpix
Politiet i London har gennemsøgt store dele af Themsen, efter at en eftersøgt mand senest blev fanget på overvågningskameraer nær floden ifølge BBC. Foto: Peter Macdiarmid/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Britiske efterforskere, der ledte jagten på en 35-årig mand, mener at have fundet hans lig i floden Themsen, skriver Scotland Yard – politiet i London – i en pressemeddelelse, skriver BBC.

Manden har været eftersøgt for et angreb med ætsende væske på åben gade mod en 31-årig kvinde og hendes to døtre i London-bydelen Clapham 31. januar.

Kommandør Jon Savell siger, at visuel identifikation eller identifikation ved fingeraftryk ikke har været muligt. Men ud fra det tøj og de ejendele, som manden havde på sig under angrebet, tror politiet, at det er hans lig.

»Vi vil arbejde sammen med retsmedicineren om andre måder at udføre formel identifikation på - såsom DNA-test og tandlægejournaler. Det kan tage lidt tid«, siger Jon Savell.

Moren og hendes døtre blev indlagt på hospitalet sammen med tre andre personer, der bistod dem efter angrebet. Ifølge Scotland Yard er tilstanden hos den 31-årige forbedret.

»Hun er stadig på hospitalet, men er i stabil tilstand og ikke længere i bedøvelse. Vi har stadig ikke været i stand til at tale med hende, men håber at gøre det, så snart hun er tilstrækkeligt rask«, siger Jon Savell.

Politiinspektør Gabriel Cameron oplyste kort efter angrebet, at moren og hendes yngste barn muligvis har lidt livsændrende skader.

Fundet nær Tower Bridge

En politienhed udførte søgninger og fandt mandag liget i floden tæt på Tower Bridge. Politiet har samlet modtaget 500 henvendelser med oplysninger om manden. Viden, som førte til hans anholdelse, havde en dusør på 20.000 britiske pund – svarende til omkring 175.000 kroner – skriver BBC.

Jon Savell takker alle de hundredvis af borgere, der tog kontakt til politiet, og tilføjer, at der blev fulgt op på hver eneste oplysning, der blev givet.

Ifølge politiet er der en »meget stærkt indikation« på, at manden har været i et forhold med den 31-årige kvinde og havde arrangeret at mødes med hende i London. Deres brud har muligvis været hans motiv til angrebet, lyder det.

Manden menes at være ankommet til Storbritannien i 2016 fra Afghanistan i en lastbil.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her