En talskvinde for Aleksej Navalnyj siger i en video på YouTube, at den afdøde oppositionspolitiker blev dræbt, fordi han stod til at blive udvekslet.
»Navalnyj skulle frigives sammen med to amerikanske fanger til gengæld for frigivelsen af en russisk drabsmand, Vadim Krasikov, som er fængslet for livstid i et tysk fængsel«, siger talskvinden ifølge Reuters.
Ifølge talskvinden, Maria Pevtjikh, dræbte de russiske myndigheder Navalnyj. Det afviser det russiske styre.
Navalnyj og to amerikanere skulle ifølge Maria Pevtjikh have været udvekslet med Krasikov, som er fra den russiske sikkerhedstjeneste FSB. Han er dømt for drab.
Forhandlingerne om en udveksling var i den sidste og afgørende fase og skulle have været besluttet, da Navalnyj blev erklæret død.
Ifølge videoen havde samtalerne om en fangeudveksling stået på i to år.
Den 47-årige Navalnyj døde i en arktisk straffekoloni den 16. februar. På en officiel dødsattest hedder det, at han døde af naturlige årsager.
Talskvinden Maria Pevtjikh nævner ikke, hvilke to amerikanere der skulle være omfattet af de påståede forhandlinger. Men det er muligvis journalisten Evan Gershkovich fra Wall Street Journal og Paul Whelan, en tidligere amerikansk marineinfanterist.
»Navalnyj kunne have siddet her ved min side i dag. Det kunne og burde være sket«, siger Maria Pevtjikh, som siger, at oppositionslederen skulle have været ude ’en af de næste dage’, da meddelelse om hans død kom.
»Forhandlingerne var i en slutfase den 15. februar«, hedder det.
Hun tilføjer, at Navalnyj blev dræbt dagen efter, da Putin ikke kunne udholde tanken om, at han skulle være på fri fod.
Ifølge Maria Pevtjikh blev der arbejdet på planerne om en fangeudveksling allerede fra begyndelsen af krigen i Ukraine.
På et tidspunkt havde Navalnyjs allierede forsøgt at inddrage den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, der døde i november 2023, i forhandlingerne, men der var ikke den nødvendige politiske vilje i vestlige regeringer.
»Embedsmænd – amerikanske og tyske – nikkede samtykkende med forståelse. De sagde, at det var vigtigt at hjælpe Navalnyj og andre politiske fanger. De udvekslede håndtryk og fremsatte løfter, men gjorde ingenting«, siger hun.
ritzau
fortsæt med at læse




























