Ukendte personer truer udlejere af rustvogne, så ingen vil transportere Navalnyjs kiste, siger talskvinde. Danmarks ambassadør i Rusland vil deltage i begravelsen.

»Det er en skændsel«: Det russiske styre beskyldes for at sabotere Navalnyjs begravelse

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Forsøg på at leje en rustvogn, der skal bringe kisten med den afdøde russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj til hans begravelse fredag, er alle slået fejl, meddeler Navalnyjs talskvinde, Kira Jarmysj, i et opslag på det sociale medie X.

Ifølge hende har ukendte personer ringet til rustvogn-chauffører og truet dem. Som følge af de trusler vil ingen køre kisten til den kirke i Moskva, hvor ceremonien efter planen holdes fredag.

»Det er en skændsel. Nu nægter rustvogn-chauffører at bringe Aleksej fra lighuset«, siger en anden af Navalnyjs nære medarbejdere, Ivan Zjdanov, ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer, at de forventer at finde en anden løsning.

Meldingen om Navalnyjs død kom 16. februar. Først otte dage senere fik hans nærmeste lov til at se Navalnyjs lig. Herefter fulgte en kamp om, hvornår og hvordan Navalnyj skulle begraves.

Myndighederne har ikke ønsket, at han skulle have en offentlig begravelse, hvilket hans familie til gengæld gerne vil have. Navalnyjs allierede, som har lovet at livestreame hans begravelse på internettet, beskylder russiske myndigheder for at blokere for, at de kan holde en mindehøjtidelighed for ham. Kreml har afvist at have noget at gøre med nogen begravelsesarrangementer.

Torsdag opfordrede Navalnyjs medarbejdere til, at russere, der ønsker at vise den afdøde oppositionspolitiker en sidste ære, samles i deres egne byer fredag aften klokken 19 lokal tid.

Aleksej Navalnyj var den mest fremtrædende person i den russiske opposition og kæmpede imod korruption og magtmisbrug i de politiske lag i Rusland. Han var i flere år i de russiske fængselsmyndigheders varetægt, inden han døde.

Den sidste måned var han blevet flyttet til en straffekoloni i det nordligste Rusland. Han var i færd med at afsone mindst 30 års fængsel. Ifølge en retsmedicinsk rapport døde han af naturlige årsager. Han blev 47 år.

Hans kone, Julija Navalnaja, mener dog, at han blev forgiftet med nervegiften novitjok. Netop denne type gift blev Navalnyj forgiftet med i Rusland i 2020. Han blev lagt i koma, men overlevede efter behandling på et hospital i Tysklands hovedstad, Berlin.

Da Navalnyj fem måneder efter forgiftningen vendte tilbage til Rusland fra Tyskland, blev han anholdt af russisk politi.

Dansk ambassadør deltager

Når Navalnyj begraves fredag, vil det ske med deltagelse af Danmarks ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen.

»Jeg forventer et stort sikkerhedsopbud, og ved ikke om vi får lov til at komme ind, eller om man fra myndighedernes side vil blokere vores og andre russeres deltagelse«, siger Jakob Henningsen til Ritzau.

Ud fra en række oplysninger fra Aleksej Navalnyjs stab fortæller han, at kirken i Marjino-distriktet, hvor selve ceremonien finder sted, vil blive åbnet for Navalnyjs nærmeste familie klokken 13.30 lokal tid. Herefter åbnes der for den bredere offentlighed. Begravelsen på Borisovskoje-gravpladsen vil finde sted klokken 16.

Jakob Henningsen uddyber, at han deltager i begravelsen sammen med en række kolleger.

»Jeg ønsker at deltage i begravelsen, fordi Navalnyj er et modigt forbillede for de kræfter, der ønsker et frit og demokratisk samfund«, siger han.

Jakob Henningsen vurderer, at der ikke nødvendigvis vil være stor opbakning til begravelsen.

»Jeg har ikke fået det bekræftet, men det fremgår af sociale medier, at der er indirekte trusler om sanktioner mod blandt andre studerende og offentligt ansatte, som ønsker at deltage i begravelsen. Det, tror jeg, vil lægge en dæmper på deltagelsen«, siger han.

Ambassadøren tilføjer, at han »naturligvis« vil tage en blomst med og lægge den, »hvis det er muligt«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her