EU-Parlamentet er på vej til at lægge sag an mod EU-Kommissionen for at frigive indefrosne midler til Ungarn.
Det er konklusionen, efter at et stort flertal i EU-Parlamentets retsudvalg mandag aften stemte for et sagsanlæg.
Seksten medlemmer stemte ifølge det tyske nyhedsbureau dpa for søgsmålet. Et medlem stemte imod, og der var ingen, der undlod at stemme.
Udvalgets beslutning er så klar, at det ifølge dpa’s kilder nu er sikkert, at EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola, vil bede parlamentets juridiske tjeneste om at indgive søgsmålet.
Det vil være opsigtsvækkende, hvis en EU-institution på den måde sagsøger en anden. Men det er et nødvendigt skridt, mener Morten Løkkegaard, der er medlem af EU-Parlamentet for Venstre.
»Skal fællesskabet overleve, er det afgørende, at medlemslande følger fælles regler. Derfor bakker jeg op om retssagen mod EU-Kommissionen«, siger Morten Løkkegaard.
Afstemningen i parlamentets retsudvalg kom efter et bittert opgør, hvor flere politiske grupper i EU-Parlamentet har fremført hård kritik af EU-Kommissionen.
Sagen tog sin begyndelse i december. Her stod EU-landenes stats- og regeringschefer over for et vigtigt EU-topmøde.
På topmødet håbede EU-landenes ledere at sige ja til optagelsesforhandlinger med Ukraine.
Det vurderede mange EU-lande som afgørende for at sende et stærkt signal om opbakning til det krigshærgede land forud for to-årsdagen for den russiske invasion den 24. februar.
Ungarns blokade
Et land blokerede imidlertid for ja til Ukraine. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, havde forud for topmødet gjort det klart, at han ville nedlægge veto.
Derfor vakte det opsigt, da EU-Kommissionen dagen før topmødet frigav omkring 10 milliarder euro til Ungarn.
Pengene havde længe været indefrosne, fordi EU-Kommissionen ikke mente, at Ungarn levede op til EU’s retsstatsprincipper. Det er et krav for at kunne modtage pengene.
Dagen før det vigtige EU-topmøde kom EU-Kommissionen imidlertid frem til, at Ungarn nu levede op til principperne. Derfor frigav man pengene med den begrundelse.
Beslutningen førte dog til hård kritik fra flere partier i EU-Parlamentet. De mente ikke, at Ungarn levede op til principperne. Og at pengene derfor uberettiget var frigivet. Formentlig for at påvirke Orbán til at sige ja til Ukraine på topmødet.
»Lige siden kommissionsformand Ursula von der Leyen gav efter for Ungarns premierminister Orbán, har der været behov for at vise, at EU ikke lader sig afpresse af illiberale ledere som ham«, siger Morten Løkkegaard:
»Det er på høje tide, at EU tager et opgør med Orbán, der blokerer vigtig EU-lovgivning«.
EU-Kommissionen har dog på sin side forsvaret sig med, at beslutningen var korrekt på baggrund af de reformer, Ungarn havde gennemført.
Samt at det var et tilfældigt kalendersammentræf, at beslutningen blev truffet dagen før EU-topmødet.
ritzau
fortsæt med at læse




























