Homoseksuelle irakere risikerer op til 15 års fængsel med ny lov. Også transkønnede kan straffes.

Irak dropper plan om dødsstraf men indfører årelange fængselsstraffe til homoseksuelle

Irak med regeringschef Mohammed Shia al-Sudani i spidsen har indført ny stram lovgivning, der straffer homoseksualitet hårdt. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Irak med regeringschef Mohammed Shia al-Sudani i spidsen har indført ny stram lovgivning, der straffer homoseksualitet hårdt. Foto: Ahmad Al-rubaye/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Irakere risikerer fremover at komme op til 15 år i fængsel, hvis de har et romantisk forhold til en person af samme køn.

Det er konsekvensen af en ny lov, der lørdag er blevet vedtaget af Iraks parlament.

Strafferammen lyder på mellem 10 og 15 år i fængsel.

I et tidligere udkast til loven var der lagt op til at kunne idømme dødsstraf, hvilket kritikere af loven har kaldt en farlig eskalering.

Det er udbredt i Irak, at homoseksuelle møder diskrimination og udsættes for blandt andet vold.

Med den nye lov er det imidlertid første gang, at homoseksualitet bliver gjort direkte ulovligt.

Foruden at det bliver ulovligt at have et forhold til en person af samme køn, vil det være kriminelt at »promovere« sådanne forhold.

For det vil straffen være minimum syv års fængsel.

Det er lørdag desuden blevet vedtaget, at transkønnede kan idømmes fængselsstraffe på op til tre år.

Samme straf vil gælde for læger, der laver kønsskifteoperationer.

Desuden kan det straffes med mellem et og tre år, hvis mænd vurderes ’med vilje’ at opføre sig som kvinder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her