Søndag er der foreløbige meldinger om, at en helikopter, der fragtede den iranske præsident, Ebrahim Raisi, foretog en hård landing. Det oplyser statsligt tv i Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Her lyder det også, at flere redningshold er på vej til stedet.
Det iranske nyhedsbureau Fars opfordrer iranere til at bede for Raisi efter meldingerne om hændelsen.
Ifølge Reuters er iranske medier kommet med modstridende meldinger om hændelsen, og der er ikke kommet nogen officiel bekræftelse.
»Nogle foreløbige meldinger siger, at den helikopter, som havde præsident Raisi om bord, var ude for en ulykke i Østaserbajdsjan-provinsen«, rapporterer iransk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
På iransk tv vises der billeder af folk, som beder for, at Raisi er i sikkerhed og ved godt helbred. De normale programmer på stats-tv er blevet afbrudt, skriver nyhedsbureauet Reuters.
En iransk embedsmand, som udtaler sig anonymt til Reuters, siger, at både præsidentens og udenrigsministerens liv er i fare.
Vedkommende siger, at »vi stadig er håbefulde, men informationer fra ulykkesstedet er meget bekymrende«.
Står for en hård linje
Østaserbajdsjan er en af Irans 31 provinser og ligger nordvestligt i landet på grænsen til blandt andet Aserbajdsjan.
Ulykken skete i et bjergrigt skovområde ved navn Dizmar, rapporterer det officielle iranske nyhedsbureau Irna.
Præsidenten var del af en konvoj med tre helikoptere. De to andre nåede sikkert frem til deres destination, melder nyhedsbureauet Tasnim.
Landets indenrigsminister, Ahmed Vahidi, bekræfter, at der har været en hændelse med konvojen.
Tidligere søndag besøgte Raisi en dæmning ved grænsen til Aserbajdsjan. Også Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, var til stede ved dæmningen.
Raisi har siddet på præsidentposten siden 2021.
Han anses for at være en meget konservativ politiker med tætte bånd til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Han regnes også for at være en mulig afløser for Khamenei.
I Raisis tid som præsident er der blevet slået hårdt ned på protester, og landets morallove er blevet skærpet.
ritzau
fortsæt med at læse


























