Modstandere af Donald Trump er i færd med at forberede sagsanlæg, hvis han genvælges i november og gennemfører masseudvisninger, sådan som han har varslet. Én gruppe har hyret en ny revisor for at være rustet til, at en ny regering under Trump vil pudse skattevæsnet på den. Demokratisk ledede delstatsregeringer hamstrer ligefrem abortmedicin for at være forberedt.
Repræsentanter for Det Demokratiske Parti, progressive aktivister, uafhængige organisationer og eksrepublikanere har forberedt sig på, at Trump kan blive præsident for anden gang. De forenes af frygten for, at Trumps tilbagevenden til magten ikke bare kan true deres dagsordner, men selve det amerikanske demokrati.




























