Den demokratiske senator Cory Booker mener »oprigtigt, at vores land er i krise«, sagde han, da han indledte sin tale klokken 1.00 natten til tirsdag dansk tid. Over et døgn senere, klokken 1.19 natten til onsdag, slog han rekorden for længste tale i Senatets historie.

»Vores land er i krise«: Senator sætter rekord med maratontale på 25 timer i protest mod Trump

Kilde: AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Klokken var 2.05 dansk tid natten til onsdag, da den demokratiske senator Cory Booker endelig tog ordene i sin mund:

»Jeg giver ordet videre«.

Sætningen satte punktum for et historisk døgn, hvor Cory Booker holdt en tale i Senatet, som endte med at vare i 25 timer og 5 minutter. Det var den længste tale i Senatets historie.

55-årige Booker, der repræsenterer delstaten New Jersey i Senatet, sagde, at han holdt talen i protest mod den amerikanske præsident Donald Trumps »forfatningsstridige« handlinger. Det var ifølge AFP første gang i Trumps embedsperiode, der startede 20. januar, at Demokraterne bevidst har blokeret for Senatets arbejde

»Jeg står her i aften (mandag aften lokal tid, red.), fordi jeg oprigtigt mener, at vores land er i krise«, sagde Cory Booker, da han gik i gang med sin tale klokken 1.00 natten til tirsdag.

»Det er en usædvanlig tid i USA. Og den bør ikke behandles anderledes«, lød det videre fra Booker, hvis stemme ifølge AFP knækkede over.

I løbet af talen, som blev streamet live på flere mediers hjemmesider og på Cory Bookers profiler på sociale medier som TikTok, X, Facebook og YouTube, langede senatoren blandt andet ud efter Trumps nedskæringer, som præsidenten har indført med hjælp fra rigmanden Elon Musk – ifølge Booker uden samtykke fra Kongressen. Booker kritiserede også Trumps politik inden for uddannelse, sundhed, immigration og den nationale sikkerhed.

»På blot 71 dage har USA’s præsident forvoldt meget skade på amerikanernes sikkerhed, den finansielle stabilitet og kernen i vores demokrati«, sagde Booker, som flere gange i løbet af talen beskrev den situation, som USA står i, for et »moralsk øjeblik«, som kalder på modstand.

Må ikke forlade talerstolen

For at bevare sin plads på talerstolen måtte Booker, der stillede op til præsidentvalget i 2020, men hurtigt indstillede sin kampagne og støttede Joe Bidens kandidatur, ikke sætte sig ned, og han måtte heller ikke gå på toilettet. Undervejs fik han hjælp fra sine demokratiske partifæller, som stillede ham spørgsmål og dermed gav ham tiltrængte pauser.

Eftersom Bookers tale ikke fandt sted under en afstemning om et lovforslag, var der ikke tale om en såkaldt filibuster, som er en forsinkelse af en lovgivningsproces ved at tale så længe, at det forhindrer andre i at komme til orde.

Til lyden af hujen og klapsalver overtog Cory Booker klokken 1.19 natten til onsdag dansk tid rekorden for den længste tale i Senatets historie. Den hidtidige indehaver var den demokratiske senator Strom Thurmond fra South Carolina, der i 1957 talte i 24 timer og 18 minutter i protest over en borgerrettighedslov.

Her bliver Cory Booker gjort opmærksom på, at han har slået rekorden. Artiklen fortsætter under videoen.

Mens hverken Donald Trump eller Elon Musk har kommenteret Cory Bookers tale på sociale medier, har talen vakt beundring blandt de tilstedeværende demokrater.

»Din styrke, dit mod og din tydelighed har været intet mindre end fantastisk, og hele USA følger med i din tale«, lød det i løbet af tirsdag ifølge AP fra New Yorks Chuck Schumer, der er demokraternes leder i Senatet.

Booker brugte en stor del af sin tale på at kritisere Trumps politik, men i et forsøg på at få tiden til at gå fremførte han også digte, diskuterede sport med sine kolleger og fyrede vittigheder af, indtil han til sidst takkede for ordet.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her