Milliardær og tidligere Donald Trump-støtte Elon Musk har lørdag stiftet det politiske parti America Party.
Det skriver Musk på det sociale medie X.
»Når det handler om at ruinere vores land med spild af penge og korruption, så lever vi i et étpartisystem, ikke i et demokrati., skriver Musk.
»I dag er America Party stiftet for at give jer jeres frihed tilbage«, fortsætter han.
Med partistiftelsen gør han alvor af sine udmeldinger om at etablere et parti, hvis præsident Donald Trump fik vedtaget den store lovpakke, som Trump selv har kaldt ’Big, Beautiful Bill’.
Lovpakken blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus torsdag, og fredag - på USA’s uafhængighedsdag - blev den underskrevet af Trump.
Musk har kritiseret lovpakken for at medføre alt for stor offentlig gæld.
Lovpakken indeholder nedskæringer i sociale ydelser og sundhedsydelser til de mindre bemidlede, men også store skattelettelser til de rige. Og så hæver den USA’s gældsloft med 5000 milliarder dollar.
USA’s offentlige gæld er i forvejen høj. Ifølge USA’s finansministerium er den nuværende statsgæld på mere end 37.000 milliarder dollar.
Fra Trumps ven til udfordrer
Musks kritik af lovpakkens forhøjelse af gældsloftet stemmer overens med den politiske linje, som han har stået for under Trumps præsidentskab.
Kort tid efter Trumps indsættelse i januar blev Elon Musk udpeget til at stå i spidsen for Departementet for Regeringseffektivitet (Doge).
Departementet hører under Trumps administration og har til opgave at gennemføre nedskæringer i det føderale offentlige system.
Ifølge en opgørelse, som Reuters har lavet, blev der fra departementets oprettelse i januar til maj skåret 12 procent af den samlede føderale arbejdsstyrke. Det svarer til 260.000 stillinger ud af 2,3 millioner.
Musk forlod Doge ved udgangen af maj. Det var fra begyndelsen meldt ud, at hans rolle i departementet skulle være midlertidig.
Efter sit exit fra Doge har Musk flere gange udtrykt kritik af Trump og præsidentens politik, og de to er endt i flere diskussioner på sociale medier.
Kan blive en svær opgave
Musks beslutning om at virkeliggøre sin beslutning følger en afstemning, han selv har igangsat på sit sociale medie X. Det er ikke første gang, han benytter den metode forud for store beslutninger.
Det kan dog bliver svære end som så at slå igennem med et nyt parti i det amerikanske, politiske system, har flere eksperter advaret om de seneste dage.
Dels har delstaterne forskellige procedurer for, hvordan de godkender nye partier, og i nogle delstater kræver det et stort antal underskrifter at blive opstillet. I eksempelvis Californien ville det kræve opbakning fra omkring 75.000 registrerede vælgere eller opbakning fra 1,1 million vælgere, skriver CBS News. Og bliver man først godkendt på et delstatsligt niveau træder endnu en procedure i kraft for at blive godkendt på det nationale, politiske niveau.
Det kan tage virkelig lang tid, advarer eksperter, men som en erfaren valg-jurist, Brett Kappel, siger til CBS News, så er Elon Musk måske en af de få mennesker, der kan lykkes med missionen om at sabotere det decafto to-parti-system, der eksisterer i USA på et føderalt niveau.
»Kun det rigeste menneske i verden kan gøre et seriøst forsøg på at skabe et nyt, amerikansk politisk parti«, siger han.
fortsæt med at læse




























