Delstaten Missouris guvernør, Mike Kehoe, har fredag taget initiativ til et særligt møde i statens lovgivende forsamling for at se på en omlægning af valgkredsene, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Missouri er blandt flere amerikanske delstater, der ventes at følge i fodsporene på Texas, der har besluttet at tegne statens kongreskort om i et forsøg på at vinde fem pladser i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget i USA i 2026. Det er det begreb, der kaldes gerrymandering.
Fakta
Gerrymandering
Texas’ guvernør, republikaneren Greg Abbott, underskrev fredag lovforslaget.
»Texas er nu mere rød i den amerikanske kongres«, sagde Abbott i et videoopslag på sociale medier, efter at han havde underskrevet lovforslaget med en tusch.
Demokrater varsler gengældelse
Lovforslaget er stillet på foranledning af USA’s præsident, Donald Trump. Delstatens lovgivende forsamling vedtog det omstridte lovforslag i sidste uge. Demokraterne var imod og havde forladt delstaten i et forsøg på at blokere for afstemningen. Der er 150 medlemmer af Repræsentanternes Hus i Texas, som domineres af Republikanerne. To tredjedele af medlemmerne – altså 100 – skal være til stede, for at afstemningen kan finde sted. Demokraterne sidder på 62 pladser.
Udviklingen i Texas har sat gang i en kamp om valgkredse på tværs af USA. Republikanerne har sagt, at det at vinde flere røde pladser i Texas vil hjælpe partiet med at bevare sit snævre flertal i Repræsentanternes Hus ved næste års midtvejsvalg. Også i Ohio, New Hampshire, Indiana, South Carolina og Florida lurer partiet på at gøre noget lignende.
Ifølge mediet Politico kan Republikanerne håbe på at få op mod 10 nye pladser forud for midtvejsvalget. Der sidder aktuelt 219 republikanere og 212 demokrater i Repræsentanternes Hus i Washington, D.C.
Demokraterne har sagt, at de vil gengælde med egne forslag i Californien og muligvis i New York, som begge har stort flertal af demokratiske vælgere.
ritzau
fortsæt med at læse


























