Afstemning kommer, efter at præsident Trump er vendt og selv har opfordret til at frigive alle dokumenter.

Donald Trump kalder Epstein syg og pervers: Repræsentanternes Hus stemmer for at frigive flere Epstein-filer

Den demokratiske senator Mark Kelly taler udenfor Capitol Hill  tirsdag, hvor han appellerede til, at alle filer om Epstein-sagen frigives.  Foto: Annabelle Gordon/Ritzau Scanpix
Den demokratiske senator Mark Kelly taler udenfor Capitol Hill tirsdag, hvor han appellerede til, at alle filer om Epstein-sagen frigives. Foto: Annabelle Gordon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Repræsentanternes Hus i USA har tirsdag med et stort flertal stemt for at bede USA’s justitsministerium om at frigive flere dokumenter relateret til sagen om den afdøde rigmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.

Forslaget har tirsdag aften dansk tid fået tilstrækkeligt med støtte til at blive vedtaget, men afstemningen fortsætter.

Det skriver Reuters.

Der skal et såkaldt superflertal på to tredjedele af de 435 medlemmer i Repræsentanternes Hus til for at få vedtaget opfordringen til Justitsministeriet om at frigive dokumenterne.

Afstemningen kommer, efter at præsident Donald Trump er vendt og selv har opfordret til, at alle dokumenter i sagen offentliggøres.

Det var på forhånd ventet, at lovforslaget ville opnå det nødvendige antal stemmer i Repræsentanternes Hus.

Nu sendes det videre til afstemning i den anden del af Kongressen, Senatet.

Flertalslederen i Senatet, republikaneren John Thune, har ikke på forhånd villet udtale sig om, hvilken vej afstemningen kan tænkes at gå her.

Trump: Epstein var syg og pervers

Før afstemningen beskrev USA’s præsident, Donald Trump, Jeffrey Epstein som »syg« og »pervers«, skriver Reuters.

»Hvad angår Epstein-filerne ... har jeg intet at gøre med Jeffrey Epstein«, fortalte Trump journalister i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus i Washington D.C. tirsdag.

»Jeg smed ham ud af min klub for mange år tilbage, fordi jeg syntes, at han var syg og pervers«, tilføjer præsidenten.

Et tilsynsudvalg i Repræsentanternes Hus er i gang med at efterforske finansmanden Epsteins forbrydelser og frigav i sidste uge 20.000 sider med dokumenter og mails, hvor Trump er nævnt.

Tidligere tirsdag var omkring 20 kvinder, som siger, at de var udsat for overgreb fra Epsteins side, samlet uden for Kongressen. Sammen med en gruppe både demokratiske og republikanske politikere opfordrer kvinderne til, at alt materiale vedrørende Epstein offentliggøres. Kvinderne holdt billeder frem af sig selv i den alder, hvor de angiveligt mødte den nu afdøde rigmand første gang.

Epstein-skandalen har været en stor sten i skoen for Trump i månedsvis, delvist fordi han selv har pustet til konspirationsteorier om Epstein over for sine støtter. Mange Trump-vælgere mener, at præsidenten og hans administration har dækket over Epsteins forbindelser til magtfulde personer - herunder til Trump selv.

Epstein blev i 2019 fundet død i et fængsel, mens han afventede en omfattende retssag om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. I 2008 tilstod han at have betalt en mindreårig pige for seksuelle tjenester og blev idømt 13 måneders fængsel.

Trump og Epstein var venner i 1990’erne og 2000’erne, hvor de festede sammen med andre medlemmer af den amerikanske og internationale magtelite. Trump har sagt, at hans venskab med Epstein sluttede i 2000’erne, og at han ingen forbindelse har til Epsteins forbrydelser. Men flere mails tyder på, at han har haft et større kendskab til Epsteins formodede overgreb, end Trump har erkendt, lyder kritikken. De to kendte hinanden for år tilbage, og på billeder kan man se dem sammen til forskellige fester.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her