Vidner opfattede skuddene mod Michael Brown vidt forskelligt

KONGRONTATION. Blomster og en t-shirt lå efter drabet på Michael Brown midt på Canfield Drive i Ferguson som et minde om det blodige møde.
KONGRONTATION. Blomster og en t-shirt lå efter drabet på Michael Brown midt på Canfield Drive i Ferguson som et minde om det blodige møde.
Lyt til artiklen

Michael Browns kammerat gik i chok, da den 18-årige blev skudt ned af en betjent i Ferguson i Missouri i august.

Men hans beskrivelse af forløbet strider direkte mod den forklaring, betjenten har givet om de dramatiske sekunder, der endte med, at den unge afrikansk-amerikanske mand lå død på jorden.

Det fremgår af retsreferaterne fra den storjury, der nu har afvist at rejse straffesag mod politibetjenten - en beslutning, der har udløst omfattende uroligheder i byen.

LÆS ARTIKEL

61 er anholdt efter brande og opstande i Ferguson

De to mænd havde netop været i en lokal kiosk, hvor vennen så den 18-årige rage nogle cigarer til sig og skubbe ekspedienten væk, inden de to forlod stedet med byttet.

På vej hjem fra røveri mod lokal kiosk

Det brød kammeraten sig ikke om.

»Jeg spurgte ham: Jeg gør ikke den slags her. Hvad sker der lige?’. Han grinede og sagde, at jeg skulle tage det roligt. Men jeg kunne ikke tage det roligt. Jeg vidste, hvad der lige var sket, og at vi var optaget på kameraet«.

De to spadserede stille og roligt væk fra gerningsstedet til boligblokkene, hvor begge boede.

»Der var ingen biler, ingen trafik på Canfield Drive. Vi var på midten af vejen. Vi gik der i 30 sekunder, men der var ingen, der råbte efter os«, forklarer manden over for storjuryen.

Det gik først galt, da en politibetjent kom kørende.

»Betjenten sagde, at vi skulle komme ind på fortovet, men det var ikke på en høflig måde, det var meget ubehøvlet. Han sagde: ’Kom for fanden ind på fortovet’«

Ven: Betjent hev fat i Browns trøje og hals

Vidnet og Michael Brown blev på vejen, så betjenten bakkede hen foran dem.

»Hans dør blev smækket op. Vi var så tæt på, at den ramte Mike. Hans arm kom ud og greb fat i Mikes trøje og hals. Han havde godt fat i ham. Det var et tovtrækkeri. Mike prøvede at trække sig fri af grebet«, lyder beskrivelsen.

LÆS MERE

Ferguson-betjent frygtede for sit liv under kamp med Michael Brown

»De råber og bander. Og ingen af dem kan falde ned. Der var ingen bryderier, slag faldt. Det var meget heftigt. Betjenten prøvede at hive ham ind i bilen gennem ruden«.

Så du nogen sinde Michael Browns hænder inde i bilen, spørger anklageren?

»Nej, aldrig«

Han tilføjer imidlertid, at hænderne undertiden var inde i patruljevognens kabine under trækkeriet.

»Han havde aldrig sine hænder knyttet til slag, men prøvede mere at få noget at holde i, så han kunne trække sig selv væk«.

Kan du have overset slag?

»Jeg stod så tæt på og lige ved døren i al den tid, han prøvede at slide sig fri. Han svingede aldrig venstre arm og han havde den ikke inden for sideruden. Og fordi betjenten havde fat i hans højre arm, er jeg næsten sikker på, at han ikke kunne ramme betjenten med den«.

61 er anholdt efter brande og opstande i Ferguson

Ansvaret for, at det hele gik så frygteligt galt, ligger alene på politimanden, vurderer vidnet: »Han var aggressoren. Det var overaggressivt. Jeg fandt det unødvendigt«.

Stak af efter første skud

Midt under tumulten gik det rigtigt galt.

»Så hørte jeg betjenten sige: ’Jeg skyder’. Det er det første, han siger. Jeg opfatter det som en strømpistol og det ser ud til at gøre rigtigt ondt«. Men så fik kammeraten øje på tjenestepistolen og blev endnu mere chokeret, siger han ifølge referatet fra storjuryen.

Michael Brown stod opret, da det første skud faldt, fastholder vennen.

»Det ramte ham helt sikkert. Jeg så blodet ved det første skud«.

Skuddet fik de to venner til at løbe, siger vidnet til storjuryen. Det andet skud faldt, mens den 18-årige var på vej væk.

»Den måde, det gav et ryk i ham på ... han stoppede op og jeg fik en opfattelse af, at han var blevet ramt igen. Han vendte sig om mod betjenten. På det tidspunkt var Mikes hænder oppe«.

Obama: Vi må respektere beslutningen

»Han sagde, at han ikke havde en pistol. Han havde stadigt et vredt ansigtsudtryk. Og før han kan nå at komme med næste sætning, kom der flere skud«, siger vidnet, der erkender, at han på grund af chokket over forløbet havde svært ved at erindre, hvad der helt nøjagtigt skete i de dramatiske sekunder på Canfield Drive i Ferguson den dag i august.

Men hørte du ham rent faktisk sige: ’Jeg har ikke nogen pistol’?

»Ja«.

Bevægede han sig nærmere betjenten?

»Da han var ved at sige den næste sætninger, var det, som om han ville træde nærmere betjenten, men han kunne ikke få sætningen ud, resten af skuddene ramte ham og han faldt om«.

Sank død om for øjnene af sin kammerat

»Jeg kunne næsten selv mærke skuddene. Jeg er selv blevet skudt før. Jeg så ham blive skudt lige foran mig. Jeg ser, hvor mange skud betjenten affyrer og det giver mig kvalme. Jeg er tæt på at bryde sammen i gråd. Da hans krop rammer jorden, ved jeg, at han er død«.

»Jeg frygtede for mit liv. Jeg havde lige set ham skyde en, jeg var kommet gående med, ihjel. Nu ved jeg ikke, hvad han vil gøre ved mig«.

Men betjenten rører sig ikke og vidnet stikker af fra stedet.

Over for storjuryen afviser vennen, at betjenten havde nogen grund til at skyde mod Michael Brown.

»Jeg kan slet ikke se nogen årsag til, at han skulle skyde. Jeg kan forstå, at han trak den for at få ham til at holde op med at løbe. Jeg mener, at hændelsen kunne være løst uden brug af dødelig magt. Vi udgjorde helt sikkert ikke nogen trussel mod hans liv«.

DOKUMENTATIONLæs vidneudsagnene til storjuryen hos New York Times ( eksternt link - på engelsk

Et andet vidne oplevede imidlertid situtationen helt anderledes.

»Jeg så Brown inde i betjentens siderude. Det så ud, som om der var en eller anden konfrontation i gang«.

»Der var et skud og så kom han ud fra ruden og stak af. Så min første tanke var, om jeg netop havde set denne unge fyr slå en betjent ihjel. Men så kom politimanden ud af bilen og løb efter ham med tjenestevåbnet trukket. Brown vendte sig om og gjorde en eller anden bevægelse«, oplyser vidnet.

Rakte ikke hænderne i vejret

Vedkommende afviser, at den 18-årige gjorde tegn til at overgive sig.

»Jeg kan sige med sikkerhed, at han aldrig rakte hænderne i vejret. Så løb han i fuld fart frem mod betjenten, der affyrede flere skud. Jeg vil mene, at omkring fem-seks skud blev affyret mod Michael Brown«.

»Michael Brown fortsatte fremad mod politimanden og jeg tænkte, om han kunne ramme ved siden af så tæt på«.

»Brown fortsatte, men sænkede farten og standsede. Da han stoppede, holdt betjenten op med at skyde. Så fortsatte Brown fremad. Og betjenten skød tre-fire skud. På de tidspunkt kollapsede Michael Brown. Hans ven kom frem og råbte: ’Han slog ham ihjel’, inden vennen løb væk«.

LÆS MERE

Browns familie er dybt skuffet over Ferguson-afgørelse

Vidnet er helt sikker på, at den 18-årige havde overkroppen lænet ind gennem patruljevognens siderude. Men han kunne ikke se, hvad der foregik inde i køretøjet.

Og han fortalte under afhøringen foran storjuryen, at hans familie har frygtet for sin sikkerhed, hvis han trådte frem med sit vidneudsagn og at han allerede har været mål for racistiske tilråb.

Bilist: Betjent blev ved at skyde - selv da Brown sank sammen

Et andet vidne så sammenstødet på Canfield Drive fra sin bil, da hun kom kørende.

»Jeg så en betjent og en knægt brydes gennem ruden. Det var som et tovtrækkeri; drengen trak udad, betjenten indad. Det gik frem og tilbage«.

Mens hun prøver at filme med sin telefon, hører hun et skud og forsøger straks at komme væk. Hun ser drengen løbe væk og betjenten løbe efter skydende med sit våben.

Hun så Michael Browns sidste minutter: »Jeg så et ryk i hans krop. Han standsede og vendte rundt og rakte hænderne op. Betjenten fortsatte med at gå fremad og med at skyde, indtil han faldt helt ned«, siger vidnet og tilføjer, at den 18-årige selv gik frem mod betjenten, inden han kollapsede.

Efter hendes opfattelse var den unge mand på ingen måde truende, da de sidste skud faldt.

Politimand skød med det samme, da Brown stak af

En person i en boligblok ved åstedet så også den voldsomme episode og har over for storjuryen fortalt om et »slagsmål« gennem sideruden på politibilen, der standsede, da Michael Brown og hans kammerat pludselig stak i løb.

»Jeg så, at betjenten med det samme steg ud af sin patruljevogn, trak pistolen og begyndte at skyde med det samme«.

Vreden i det sorte USA breder sig med lynets hast

Skuddene var rettet mod den 18-årige, der var i fuldt firspring på vej væk fra betjenten, oplyser vidnet.

Han hentede en mobiltelefon og da han vendte tilbage, var den unge mand ramt og var ved at falde.

»Han var helt sikkert på vej ned og betjenten affyrede nogle få skud mere mod ham. Jeg husker, at han nærmest to et par småskridt«.

Betjenten skød, mens Brown var ved at falde?

»Ja«.

Så det ud som om Michael Brown var ved at angribe betjenten?

»Nej«.

Vidnernes forklaringer er blot nogle af de mange dokumenter og afhøringer i sagen, storjuryen har måttet gennemgå, da den skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at rejse en straffesag mod politibetjenten.

De tolv storjurymedlemmer har måttet tygge sig gennem en stor mængde dokumenter og afhøringer. Referaterne af det fylder 4.799 sider.

Afgørelsen om ikke at rejse sag mod politimanden har udløst uroligheder i Ferguson og i flere store byer i USA.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her