USA’s justitsministerium ventes at betale et samlet beløb på 130 millioner dollar (cirka 851 millioner kroner) i erstatning til de efterladte til ofrene for et skoleskyderi i Florida i 2018. Det har ministeriet og familierne til de dræbte og sårede indgået forlig om, oplyser en kilde til avisen The New York Times. Massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i byen Parkland var et af de mest dødelige skoleskyderier i USA’s historie med 17 dræbte.
Erstatningen skyldes, at forbundspolitiet FBI har erkendt, at det ikke efterforskede to tips om gerningsmanden, som måske kunne have forhindret tragedien. Seks uger inden skyderiet fandt sted, kontaktede en kvinde FBI, efter at hun havde set opslag af gerningsmanden på sociale medier om at opbygge et lager af våben og ammunition.
»Jeg ved, at han vil eksplodere«, sagde kvinden, som også udtrykte frygt for, at den unge mand »ville snige ind på en skole og begynde at skyde stedet i smadder«.
Allerede fem måneder tidligere havde en person gjort FBI opmærksom på en kommentar til en video på YouTube, hvor en bruger med samme navn som gerningsmanden hævdede, at han ville blive »en professionel skoleskyder«. Få dage efter massakren indrømmede FBI, at det ikke havde fulgt op på henvendelserne. Familierne sagsøgte derefter forbundspolitiet for uagtsomhed.
Gerningsmand afventer straf
Gerningsmanden erklærede sig i oktober skyldig i 17 tilfælde af drab og lige så mange drabsforsøg.
»Jeg er meget ked af, hvad jeg gjorde, og jeg bliver nødt til at leve med det hver dag. Det giver mig mareridt«, sagde han i en retssal i Fort Lauderdale, Florida.
Han risikerer at blive idømt dødsstraf. Strafudmålingen ventes at ske i januar.
Gerningmanden var 19 år, da han på valentinsdag i 2018 gik ind på skolen i Parkland og udløste brandalarmen. Dernæst trak han et halvautomatisk våben frem og begyndte at skyde elever og lærere. 14 elever og tre ansatte på skolen blev dræbt. 17 andre blev såret. Forinden var han blevet bortvist fra skolen på grund af dårlig opførsel. Under retssagen kom det frem, at han gennem noget tid har haft alvorlige psykiske problemer.
ritzau
fortsæt med at læse




























